Kategori: Koncerter
16. 09. 2018
Forfatter: Stephan
Royal Arena, København
September 2018
iconfinder instagram circle color 107172 https://www.instagram.com/p/Bnzd5ARi3e7Xf_buC783ZcFftz5ac_ASqKCYvg0/

Tak til @jefflynneselo #70andstillgoingstrong #stemmenkanendnu #endelig #eftersåmangeår #hitpåhit #backtotheeighties and #seventies #goosebumpsallnight #lækkerlyd #supershow #fedkoncert #royalarena #electriclightorchestra #elo #jefflynne #allovertheworld #dontbringmedown #2018bedstelivemusikårever

Kategori: Koncerter
20. 07. 2018
Forfatter: Stephan
Grøn koncert, Kolding
Juni 2018
iconfinder instagram circle color 107172 https://www.instagram.com/p/BleC7bigM9RYeefJY8nOqp8DADJyNiIYgz3A340/

Finally! #7years 🎶🎶 after his breakthrough - I got to see the guy
#lukasgraham #hankomhansåhansejrede #havdepublikumisinhulehånd #fraførstenummer #denmand #sådanlukas #ydmygtrodsverdenssucces #åretsfedestefest #2018bedstelivemusikårever #minførste #grønkoncert #ogformentligeneste #therustytrombonesofficial og #idmcgospeluk #tyklyd #lækkerlyd samt #sprødvokal #LG2018 #Grøn18

Kategori: Koncerter
28. 06. 2018
Forfatter: Stephan
Tinderbox, Odense
Juni 2018
iconfinder instagram circle color 107172 https://www.instagram.com/p/BklncPXA9kdM2oHqOekXWdf8o49hAhfyOBNzeM0/

"I'm taking a ride - with my best friend..." ❤
#depechemode på #tb18 👍#dm #tinderbox #justcantgetenough 🎶🎶🎶 #2018bedstelivemusikårever #førstefestivalimitliv

Kategori: Koncerter
13. 04. 2018
Forfatter: Stephan
Kulturværftet, Helsingør
April 2018
iconfinder instagram circle color 107172 https://www.instagram.com/p/BhjjNAPglW6GCOsCg5Zu7ZivbRvtYYrCA43hlg0/

Queen Machine på #kulturværftethelsingør 🎶🎶🎶 Tak @sorenforgaard for det gode initiativ
#wewillrockyou #queenforever #queenmachine #queensurrogates #queencover #queentribute #BjarkeBaisnererFreddieMercury #devarderallesammen #menpausenvaraltforlang #bohemianrhapsody #goosebumbs #backtotheeighties #2018bedstelivemusikårever #ogdeterkunligestartet #godeoplevelser

Kategori: Koncerter
30. 01. 2018
Forfatter: Stephan
Barclaycard Arena, Hamborg
Januar 2018
The Sun Always Shines on T.V., The Living Daylights, Stay on These Roads og ikke mindst Take On Me. Og a-ha fra Norge er "still going strong". Vi fik dem alle på deres "An acoustic evening with a-ha"-tour, og vi var begejstrede. Meget begejstrede. Hvad enten den helt fantastiske lyd skyldes Barclaycard Arena generelt, eller a-ha's norske lydmand, så var den intet mindre end perfekt med sprød, sprød lyd fra både mikrofoner og instrumenter. Alle instrumenter kunne skelnes skarpt fra hinanden og alt stod helt fremme i forreste række i det samlede lydbillede. Og så var der Morten Harket. Denne, helt unikke stemme, der stadig lyder lige så fantastisk, som tilbage i 80erne. Dybt koncentreret sad han og fremførte det ene sikre hit efter det andet, så man fik gåsehud. Udover Morten, så var de to andre a-ha'ere: Magne og Pål, også fantastisk godt akkompagneret af et pænt stort band, med bla. en lille strygergruppe.
Kategori: Koncerter
20. 10. 2017
Forfatter: Stephan
Ricoh Arena, Coventry
Oktober 2017
For one night! - And one night only. Vi var begge solgt, da vi så det imponerende lineup af 80er stjerner, koncertarrangøren Showtime! havde samlet for en aften. Men kunne 80er stjernerne stadig? - skulle vi stå op i de 5 timer koncerten varede? - var der også inviteret et band, eller ville det hele bare være playback? Ubesvarede spørgsmål var der nok af.
De første svar fik vi allerede uden for arenaen før koncerten, hvor vi stod i kø med andre publikummer 40+ og alle iført "Wham T-shirt", neonfarvede skirts og/eller benvarmere samt crepet- eller bundesliga-hår. Flere svar dukkede op så snart vi blev lukket ind: Jep - stående koncert i 5 timer og med stort live band.
Og 80er stjernerne: Tjaah - nogle af dem havde holdt deres stemme bedre vedlige end andre. Fremhæves skal især Carol Decker (T-Pau), Nik Nershaw og Tony Hadley (Spandau Ballet), sidstnævnte med eget band. At høre dem var ren "back to the eighties" så det gav gåsehud. Hver gav de mellem 3 og 5 numre, og pauserne imellem var minimale. Og alt praktisk i Ricoh Arena var organiseret med engelsk præsicion, "thumbs up".
Skuffende var nok især Paul Young og Kim Wilde. Okay - de kunne stadig hoppe rundt på scenen og leverede også hit på hit - men stemme var der sgutte meget af. Også Kim havde eget band og hendes bror med på guitar, det hjalp bare ikke rigtig på hendes skrålen. Selvom der var fest, da hun gav en forrygende hyldestudgave af Dead Or Alive's "You Spin Me Round (Like a Record)".
Fælles for alle stjernerne var, at det generelt klædte de mange 80er hits, at blive iklædt "moderne" rocklyd - selv Jason Donovans SAW-hits fik et pænt løft med et par gode riffs og en bundsolid bas og tromme. Også ydmygheden klædte dem næsten alle. De aldrende kunstnere var glade for det store publikum og især Kim Wilde var både stolt og ydmyg over, at der stadig var publikum der gad hende - så en stor tak fra hende - en tak der gik helt tilbage til alle os, der købte hendes lp-plader i 80erne.
Vi hørte også: Cutting Crew ("I Just Died in Your Arms") og Go West ("We Close Our Eyes" og "King of Wishful Thinking")
Kategori: Koncerter
04. 08. 2017
Forfatter: Stephan
Hindsgavl, Middelfart
August 2017
Det var den aften, hvor "Africa" kom lidt tættere på Middelfart. Det havde regnet det meste af dagen, men da Toto først gik på scenen, og begyndte at spille "Rain or shine - Any kind of weather" trak regnvejrsskyerne væk, og det blev en dejlig augustaften og slotskoncert på Hindsgavl slot.
Toto har jeg kendt siden sidst 70erne. Der var jeg teenager, og husker specielt to numre fra min tid i ungdomsklubben: "Oh Susie" med Secret Service og så "Hold the Line" med Toto. Videre op i 80erne var jeg ret vild med mange af deres andre store hits: "Rosanna", "Pamela", "I'll Be Over You", og vi fik dem allesammen.
På trods af det (store) antal koncerter Toto efterhånden må have spillet, blev det aldrig kedeligt. Og på trods af gruppens superstatus, tager de aldrig dem selv mere højtideligt, end at der er plads til en joke eller to. Som da frontmand Steve Lukather spøgte med, at han ofte blev spurgt, om han brugte paryk. Svaret var, at "hvem ville frivilligt gå med en så åndsvagt udseende paryk"!
Udover Lukather er det kun Steve Porcaro og David Paich, der har været med siden starten i 70erne - og kun Lukather, der har spillet med i alle årene! Men i et godt timet pusterum cirka i midten af den to timer lange koncert, fik vi også små smagsprøver på, hvad noglr af de andre medlemmer har lavet ved siden af Toto. Jeg vidste f.eks. ikke, at Steve Porcaro har skrevet "Human Nature" til Michael Jackson, at forsanger Joseph Williams er søn af den berømte filmkomponist John Williams (vi fik en smagsprøve af Jaws temaet) og at samme Joseph sang den originale "Hakuna Matata" fra Løvernes Konge.
Koncerten sluttede med "Africa" i en forrygende version, hvor alle otte erfarne og fantastiske musikere gav alt hvad de havde i sig, også Lenny Castro, der på percussion fik mellemspillet til at lyde som om vi rent faktisk var i Afrika.
Kategori: Koncerter
07. 05. 2017
Forfatter: Stephan
Ziggo Dome, Amsterdam
Maj 2017
Ja, jeg ved det godt. Skrev i 2010 min første Depeche Mode koncert anmeldelse, hvori jeg blandt andet påstod, at det nok var for "første (og formentlig eneste) gang" jeg skulle til DM koncert. Men man har et standpunkt til man tager et nyt, og fruen er jo stadig fan!
Vi ledte efter et sted (i vores nabolande), hvor der var plads til bare lidt færre end Parkens 50.000 tilskuere. Og det fandt vi i Holland, for Amsterdams største spillested, Ziggo Dome, har en tilskuerkapacitet på "kun" omkring 17000. Og vi kom ikke til at fortryde valget.
Fantastisk lyd (ja - intet mindre) med dunkende bas og krystalklar sang var bare en af de ting vi var specielt glade for. Man kan godt mærke, at Ziggo Dome er nyere dato og at hollænderne generelt bare har styr på det med at organisere.
DM havde på forhånd annonceret, at de ikke ville spille de allerældste numre. Det ville så sige, at jeg endnu engang ikke fik lov til at skråle med på "Just can't get enough", som ellers er et af de hits jeg aldrig vil glemme fra 80erne. Mange af arrangementernes intro var skrevet om til denne turné - det gav et par sjove gæt undervejs.

Dave, Martin og Andy - og deres to faste musikere på scenen: Peter Gordeno og Christian Eigner - leverede en koncert med en rutine og sikkerhed som altid. Ingen overraskelser - måske bortset fra David Bowie kopi nummeret "Heroes".Og så lyden: Enten har DM en fantastisk lydmand, eller også er Ziggo Dome bare bygget til koncerter, eller begge dele, i hvert fald var lyden rigtig flot, dynamisk, og med en klang og renhed man sjældent oplever til (så stor) en koncert.
DM havde valgt ikke at have storskærme med til Ziggo Dome, men benyttede i stedet en stor bagskærm, som, afhængig af musikken, leverede videoer, kamera eller grafik. Det var faktisk en lettelse, at man kunne koncentrere sig om indholdet på bagskærmen i stedet. Billederne understøttede på bedste måde sangene med både grafiske elementer (ja, nogle endda helt i Pink Floyd The Wall-stil) andre med musikvideoer af den mest originale slags.

Kategori: Koncerter
15. 11. 2016
Forfatter: Stephan
Posten, Odense
November 2016
Lyttede du til popmusik i 80'erne? Ja. Hvad så, hvis jeg siger "Lessons in love"? Så er jeg sikker på, at du nikker, og at du allerede hører legendariske Mark Kings basgang for dit indre øre.
Han og bandet Level 42 lever i bedste velgående, og således også den aften på Posten. Med plads til lige under 1000 gæster, var det en udsolgt og vel nærmest imtim koncert, og alle oplevede vi et orkester for fuld udblæsning og absolut stadig i live. Mark King på bas, og nu med gaffa på tommelen for ikke at rive den til blods, leverede en veloplagt og spudlende optræden. Sammen med, på keyboards, Mike Lindup, er han den eneste tilbageværende fra det originale 80'er band.
Men derudover var der også en aldeles fremragende blæsertrio: Sean Freeman på sax, Dan Carpenter på trompet og Nichol Thomson, trombone. Derudover består bandet af guitarist Nathan King (ja - det er Mark's bror) og den fantastiske trommeslager Pete Ray Biggin. De syv tilsammen leverede et brag af en koncert - og med alle de kendte skrål-selv-med-sange fra 80'erne: Førnævnte "Lessons in love", "Running in the family" og "Something about you" - godt mixet med enkelte nye numre, som f.eks. den fede "Build myself a rocket".
Tak til Posten for at trække endnu et fantastisk, legendarisk og "still going strong"-band til Odense. Level 42 - det var stort!
Kategori: Koncerter
06. 07. 2016
Forfatter: Stephan
Parken, København
Juli 2016
Årets koncertoplevelse. Ja, så kort kan det faktisk beskrives. Coldplay er pt. et af verdens bedste live bands og leverer hit på hit til deres koncerter.
Jeg ved ikke, om det skyldtes Coldplays lydteknikere, men nogen havde i hvert fald gjort deres arbejde ordentligt, og kun et par enkelte gange anede man lidt forvrægning fra mikrofonen. Selv Chris Martins stemme gik tydeligt igennem, når han snakkede mellem numrene.
Coldplay har på deres sidste par turneer udleveret et lysarmbånd til samtlige gæster ved indgangen. Meningen er, at lysfolkene kan styre lyset i armbåndet, hvilket giver hele lysshowet en ekstra dimension. Når koncerten går igang, og forsanger Chris Martin råber "hands up" og alle rækker deres hænder i vejret, og alle 45.000 armbånd tænder med rødt lys på en gang, ja, så kan man ikke andet end at få gåsehud. Det var imponerende.
Coldplay benytter flere scener i løbet af koncerten. Vi sad på bagtribunen, så langt væk, at man ikke kunne se musikerne på scenen (hurra for storskærme), men når gruppen så forsvinder og kort efter dukker op på en scene nærmere, ja så giver det også lige en ekstra dimension til showet. En ekstra dimension, eller blasfemi, kan man også kalde det, når Chris Martin render rundt med et stort Dannebrog i lommen det meste af koncerten, og oven i købet ender koncerten med at lægge det på gulvet, og kysse det. Jeg er ærlig talt lidt i tvil om, hvad jeg skal mene om, at han behandler Dannebrog på den måde!
Under ekstranumrene, annoncerede Chris Martin, at det var den sidste koncert på deres Europa turne, og at han derfor gerne ville invitere Lianne La Havas til en duet på scenen. Hun havde stået for opvarmningen, og var tydeligt bevæget da hende og Chris sammen sang et gammelt Prince nummer: "Sometimes It Snows in April".
Også endnu en af vores nyligt afdøde stjerner, blev hyldet tidligere i koncerten, hvor Coldplay fremførte deres egen fortolkning af David Bowies "Heroes".
Kategori: Koncerter
25. 03. 2016
Forfatter: Stephan
Godset, Kolding
Februar 2016
Hvis du er 50 - eller deromkring - så er der vist ingen fare for, at du ikke kender Dodo & the Dodo's. 80'er hits som "Vågner I Natten", "Gi’ Mig Hvad Du Har" og "Sømand Af Verden" er danske klassikere, som vi alle kan synge med på.
Dodo & the Dodo's eksisterer i bedste velgående - og har gjort det siden dengang! De har så mange 80'er klassikere på programmet, at det nemt kan fylde en hel koncert, selvom der også sneg sig et par af deres nyere sange ind, som f.eks. den søde "Afbrudt samleje" der handler om, hvor svært det kan være at finde tid og ro til at nyde hinanden i en travl hverdag med "Alarmen, avisen og børnene der hopper og e-mails og hunden og katten der mobber".
Selvom både hr. og fru Dodo er blevet lidt rundere med årene, og derfor springer knap så meget rundt på scenen som tidligere, så har de - og resten af bandet - stadig - masser af spilleglæde og lyst til at optræde. Også selvom fru Dodo halvvejs inde i koncerten er nødt til at smide jakken, og kommer i tanke om, at hun har glemt at barbere sig under armene. Det kunne nemt være endt i ren "Nina Forsberg og One Two" - men gav vild jubel fra salen, og ja... de er sgu bare mennesker ligesom alle os andre. Skønt! Både hr. Ruds og fru Gads stemmer er - på trods af alderen - stadig fuldt intakte, selvom vi godt kan more os over, at Dodo må puste ud, efter at have taget "det høje c" i "Lev Livet Nu".
De originale medlemmer fra bandet: Steen Christiansen på guitar, Anders Valbro på guitar, Lars Thorup på trommer, og de to ekstra live medlemmer: Thomas Fog på bas og Søren Skov på keyboards, skal også have masser af ros. Man kan godt mærke, at de har spillet sammen i en årrække, og at numrene er "deres".
Før ekstranumrene kommer Lars Thorup ind og spørger os publikum, om vi har lyst til at se ham smadre et sæt trommestikker. Det har vi - også da han spørger for anden og tredje gang! og så præsterer han ellers en trommesolo, som man skal lede længe efter. Hold da kæft hvor var det fede 10 minutter - tak og respekt hr. Thorup!
Kategori: Koncerter
01. 10. 2015
Forfatter: Stephan
Boxen, Herning
Oktober 2015
De fleste har hørt om Take That... enten fra dengang i 90'erne, hvor de var tidens hotteste boyband - "Back for Good" var et af det årtis største ørehængere, og hvem husker ikke det legendariske "Most Wanted" på MTV, hvor gruppen var gæster hos Ray Cokes en hel aften, og hvor teksten i nummeret Pray blev ændret fra "All I do each night is pray" til "What we watch each night is Ray". Eller fra de sidste år, hvor gruppen er genopstået som voksen band - og nu som trio uden Robbie (Williams) og Jason (Orange).
Det blev et af de (formentlig) største live shows på dansk grund ever. Et spektakulært show, der i øvrigt startede præcis på sekundet, med en kæmpe scene, der hele vejen fra start til slut imponerede. Lige fra introen, hvor danserne leverede en historie med sælgere og en gøgler der forsøgte at bygge en væltepeter (den dybere mening udeblev... i hvert fald hos undertegnede), til den levende ild, det kinesiske skyggespil, og til da scenen blev forvandlet til et kæmpestort akvarium.
På trods af det imponerende sceneshow, overskyggede det aldrig musikken. Alle de kendte hits, både fra dengang og nu, blev leveret sikkert og rutineret (og overkoreograferet) af i front: Trio'en Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald, samt det 6 mand store band og de 10 dansere. Lyden i Boxen er helt OK, også denne aften, hvor bl.a. bassen gik "rent ind". Synd, at der i et par af numrene var noget der mindede lidt om forvrængning (anede man en bekymret mine hos hr. perfektionist Barlow?). Musikarrangementerne var flotte, og de "gamle" 90'er numre fik nyt liv i de nye lettere rockede arrangementer. Fedt, at de tre (gamle) drenge havde bevaret dansetrinene fra dengang - godt nok i en light-udgave!
Kategori: Koncerter
04. 07. 2015
Forfatter: Stephan
Kammerateriet, Svendborg
Juli 2015
70erne: Enten var man til Shu-bi-dua eller også var man til Gasolin (Musik)linjerne var hårdt trukket op og jeg - der lige var hoppet ind i teenage-årene - var kun til førstnævnte. Det andet var jo bare larm...
Men så gik Gasolin i opløsning og blev til Kim Larsen. Og se... det var jo noget helt andet... Kim er ofte blev kaldt Danmarks nationalskjald. Noget der vel for alvor startede med soloalbummet "Værsgo". Faktum var, at den stil, som Kim leverede som solist, var meget mere mig. Også hans to udskældte "amerikanske" albums: "Jungle Dreams" og "Sitting On A Timebomb" var jeg faktisk ret vild med (dengang), ja, et par af numrene er faktisk stadig nogle af mine Kim Larsen-favoritter: Den stille og poetiske "Still Love You" fra "Jungle Dreams" og "Tangled Up In Blue" fra "Sitting..." - det sidste i øvrigt et Bob Dylan covernummer.
Fra Kim's "personnummerplade" ved vi, at han i år fylder 70 - han har således stået på scenen i omkring 45 år. Alligevel er det aldrig lykkedes mig at opleve hverken ham eller Gasolin live - ikke engang i mine glade lokalradiodage, hvor jeg ellers rendte til koncert med alle de store danske navne nærmest hver weekend. Og, kære Kim, alderen kan ses: Manden kom på scenen med støttestok, og sad ned under hele koncerten i hans plysforede tronstol. Han nævnte selv undervejs, at det ikke gik så godt med "bentøjet", og at han derfor var nødt til at sidde. DET er et uomtvisteligt faktum, at det er forsangeren der sætter koncertens tempo og har den store forpligtelse, at "få publikum med", og det bliver altså ikke nemmere, når man sidder fast i samme stol fra koncert start til slut.
Kjukken giver Kims sange lidt mere kant, lidt mere guitar i den rockede stil, og det klæder den til tider lidt for søde klang mange af Kims "dansktop" klassikere har i deres originale versioner. På trods af dette, og på trods af, at Kim selv stadig har masser af stemme i hans store gavflab, formåede koncerten alligevel at sætte en begrænsning for begrebet: "at få publikum med". Kim sidder bare der og klimprer på sin guitar - og læser i øvrigt teksterne op fra en prompter (han glemte teksten i "Kringsat af Fjender"). Bevares - både han og Kjukken gjorde forsøget flere gange, f.eks. i en pænt rocket udgave af "Mig og Molly" og i en "stop and go" version af "Køb bananer", men begejstringen klingede ud, så snart nummeret er slut.
Genialt af spise- og spillestedet Kammerateriet i Svendborg, at bruge en dok lige ned til Svendborgsund som scene. Dokken skråner ned mod vandet, og scenen er bygget op i vandkanten. Og på den skrånende grund kan alle - store som små - se.
Og af hits var de der allesammen, inklusive flere af de gamle Gasolin klassikere som eksempelvis "Kvinde min" og "Rabalderstræde". Kim har så stort et bagkatalog, at det må være svært at sammensætte en koncert med både personlige- og publikum-favoritter, men blandingen var fin, nyt og gammelt materiale i en skøn blanding, lige fra numre fra Gas 2 og op til hans nyeste nummer "Ind i mørket" fra Erik Clausen-filmen "Mennesker bliver spist".
Valget af ekstranumre undrede jeg og alle der stod omkring mig dog over: Det andetsidste nummer var "Kringsat Af Fjender", publikum var helt oppe og ringe og alt kørte nærmest i højeste gear, og så slutter han med det stille, lettere anonyme nummer "Solsortevej", som ingen kender. Hvis Kim ville slutte stille, hvorfor så ikke med "Om lidt bli'r her stille" i stedet?
Kim: Jeg holder umådelig meget af din musik, og har, som skrevet, gjort det siden "dit amerikanske eventyr". Jeg mener det derfor kun kærligt, når jeg skriver, at jeg håber du kommer til at skrive fed musik i mange, mange år endnu, men når det gælder live koncerter, nærmer du dig altså pensionsalderen!
Kategori: Koncerter
17. 03. 2015
Forfatter: Stephan
Train, Aarhus
Marts 2015

Simple Minds... er vel først og fremmest 80'er pop fra Skotland. Men de er også "still going strong" i 2015, så da fruen, som stort set har været fan siden dengang, så, at de kom til Aarhus - ja så måtte vi bare afsted.

Jeg husker dem for 80'er numre som "Don't You (Forget About Me)", "Alive And Kicking", "Sanctify Yourself" og "Belfast Child", og har ikke lyttet til dem siden, så jeg vidste godt, at synge-med-effekten for mit vedkommende ville blive begrænset, men når det nu var, og er, fede numre, hvorfor så ikke give dem en chance - live?

Train i Aarhus er et mindre spillested med plads til omkring 1000 gæster. Så man kan vel godt tillade sig at bruge udtrykket intimkoncert? Vi er sgu nok mindre og mindre til de store hal-koncerter, så et sted som Train tiltalte os rigtig meget.

Og stemningen - og lyden - var virkelig tyk fra starten. Ingen opvarmingsbands, men bare Simple Minds de obligatoriske 5-10 forsinket. Så kom de bare ind og fyrede den af. Turneen hedder "Greatest Hits Tour", så allerede der var jeg en smule positiv forudindtaget og fortrøstningsfuld, men humøret faldt en kende, da de så vælger at starte med to numre fra deres helt nye album, og derefter et fra deres forrige album. Men jeg kunne høre på resten af publikum, inkl. fruen, at det bare var mig, der ikke var opdateret. Alle andre sang med... en del allerede fra første nummer, fruen og resten af publikum fra det fjerde nummer "New Gold Dream (81–82–83–84)" som jo er fra 1982... Jeg kendte det ikke - vi skulle helt frem til sidste nummer i første sæt, før "Don't You..." kom, men så kogte hele salen - jeg selv inklusive - også.

Simple Minds er vel først og fremmest Jim Kerr. Igen husker jeg ham fra 80'erne som den charmerende unge forsanger med den fine skotske accent. Accent'en har han stadig, men som det også ses på billederne, så er han i mellemtiden blevet 55 og har fået høje tindinger. Sangstemmen fejler dog ikke noget. Han har ingen problemer med at ramme de korrekte toner - inklusiv de høje af slagsen. Det er tydeligt for enhver, at Kerr føler sig hjemme på en scene. I kontakt med publikum, konstant knælende, klappende, pegende, vinkende og så tricket med at svinge mikrofonen op og ligge på den ene skulder, og elegant lade den glide ned ad armen, når han skal bruge den igen, det har jeg aldrig set før!

Han og guitarist Charlie Burchill er eneste medlemmer af den oprindelige gruppe. Med sig i dag har de, foruden et par dygtige musikere, også to vampede unge backingsangerinder / guitarist: Sarah Brown og Catherine A.D. Dem brød ingen af os særlig om. Mærkelig attitude og fremtræden, og så passede de bare ikke ind i sammenhængen med de "gamle mænd". Det var som om de begge hele tiden ville have deres eget show, og det var vel ikke meningen? Der var ingen pause (for os publikum) imellem sæt 1 og 2, i stedet skulle vi udsættes for Sarah Brown, der skulle synge to første Simple Minds numre i andet sæt. Vi var enige om, at vi hellere ville have været foruden, og have haft en rigtig pause i stedet.

Af de førstnævnte numre var det kun "Belfast Child" jeg manglede - koncerten sluttede med et gammelt Doors-hit "Riders in the Storm" og Alive and Kicking - og Kerr der gav sig tid til at danse lidt videre og give hånd til dem der stod forrest - også efter at lyset var tændt igen!

Kategori: Koncerter
18. 11. 2014
Forfatter: Stephan
Odense Koncerthus
November 2014

Og så var vi i Odense koncerthus og høre Odense Symfoniorkester. Tja - der har jeg ikke været, siden jeg var skoledreng. Men anledningen var også noget speciel: På posters rundt i byen havde jeg erfaret, at man satte en af mine yndlingsfilm, Disney's: "Pirates of the Caribbean, The Curse of the Black Pearl" op, og det specielle ved det var, at musikken fra filmen blev opført live af symfoniorkestret, mens vi så filmen.

Og netop temaet fra "Pirates"-filmene er skrevet af den meget kendte film-komponist Hans Zimmer. På hans CV står der, udover "Pirates", film som "Rain Man", "Løvernes Konge", "Frøken Smillas fornemmelse...", "Gladiator", "Pearl Harbor", "Batman Begins", "Sherlock Holmes" og mange andre. Efter min mening, nok den bedste nulevende filmkomponist overhovedet. Lige meget hvad han skriver, så bliver det en ørehænger, som bare hænger fast i knolden på dig... Hans musik skulle på denne aften fremføres af den engelske dirigent David Firman, der har specialiseret sig i at dirigere live musik til film. Udover symfonikorkestret deltog også "Danmarks bedste mandskor" Vox Aros fra Aarhus.

Til de to koncerter blev der i koncertsalen til lejligheden opsat en kæmpe projektor og et biograflærred på størrelse med det vi kender fra biografen. Derudover bemærkede jeg også en velvoksen lydmixer og andet elektronisk grej, der skulle sørge for, at filmen, der fra Disney bliver leveret uden musik, men kun med talespor og lydeffekter, virker så optimal som overhovedet muligt. Ikke just hvad man er vant til, når man går til klassisk koncert. Jeg erfarede, at det var Odense symfoniorkestrets debut som filmorkester. Og jeg tænker, at det må være underligt for en (klassisk) musiker at skulle sidde med ryggen til en film og spille med hovedtelefoner på. Men det er nødvendigt, for at han kan høre de takter, der skal sørge for, at timingen sammen med filmen bliver helt perfekt.

Og DET var den. Jeg erindrer den scene først i filmen, hvor Jack fægter med Will, og hvor musikken og lydeffekterne passer perfekt i timing. Hvis man lytter intenst til musikken i den scene, får den bare så meget mere dybde, og det formåede symfoniorkestret absolut at bibeholde. Faktisk greb man sig selv i, til tider bare at sidde og kigge på og lytte til orkestret, på andre tidspunkter fulgte man i stedet med i filmen. Orkestret også sammen med koret og deres dybe aaahhh-stemning, gjorde, at man virkelig fik en helhedsoplevelse af filmen.

Kategori: Koncerter
01. 06. 2013
Forfatter: Stephan
Esbjerg
Juni 2013
Howard Jones - Samantha Fox - Münchener Freiheit - Rick Astley - Level 42 - Billy Ocean - OMD
Kategori: Koncerter
07. 03. 2013
Forfatter: Stephan
Fredericia Teater
Marts 2013
 "Sig du kan li’ mig", "Indianer" og "Ud under åben himmel". Eksempler på sange der er synonym med Tøsedrengene og dermed også på en næsten uendelig stribe af hits fra dengang tilbage i 80'erne. Siden Tøsedrengene besluttede at stoppe i 1986, har der dog været meget stille om dem og deres musik.

Dengang var de blandt de første og mest banebrydende bands i den bølge af dansksproget poprock, der ramte Danmark. De introducerede reggae på dansk, og var kendt for deres mange syng-med-sange, der var karakteriseret ved rytme, drive og stor melodisk styrke. Dette i kombination med især Anne Dorte's og Henrik Stanley' poetiske og enkle tekster, gav Tøsedrengenes sange en enorm gennemslagskraft. Ikke mindst hos undertegnede. For, som det vel efterhånden er gået op for de fleste, kan jeg ikke skjule, at jeg er en gammel popdreng, og Tøsedrengene var absolut på min favoritliste dengang.

Musikken holder og har fortsat en friskhed og en appel, der nu også får denne generations unge (bl.a. mine to niecer) til at tage den til sig. Samtidig bliver vi ældre mindet om tiden med kassebukser, skulderpuder og lyserøde benvarmere - FEDE tider, og glad i låget!

Denne fortsatte interesse for deres sange har fået Anne Dorte og Maria - de to fronttøser (nu frontkvinder!) - til at finde sammen igen 25 år efter, at de endegyldigt gik hver til sit. Derfor måtte jeg også opleve dem og de mange hits endnu engang, når nu chancen var der. Og endda så tæt på, som Fredericia Teater. Det var jo oplagt...

Men nu var det jo ikke første gang jeg skulle til koncert med Tøsedengene. Var det faktisk flere gange dengang i 80'erne... Så jeg var fuld af forventninger... Dog... det kunne have været så fedt at gense og høre Tøsedrengene komplet, men desværre har det ikke været muligt, at samle dem alle. Jeg tror simpelthen, at afstanden mellem dem er blevet for stor. Anne Dorte og Maria siger selv, at "drengene" synes det er en super ide, at pigerne vil ud og lufte sangene igen, men af førnævnte grund har det derfor også været nødt til at finde en erstatning for dem.

Både Anne Dorte og Maria er blevet ældre, og det kan høres. Mest på Anne Dorte synes jeg. Okay måske lidt uretfærdigt, for det er også mest hende der har de sværere passager, men især i første halvdel af koncerten knækkede hendes stemme desværre over nogle gange, ligesom hun havde svært ved at komme helt op i det korrekte toneleje. Jeg læste et eller andet sted, at Maria havde været meget i tvivl om, hvorvidt hendes stemme stadig kunne noget efter så mange år uden sang. Det kunne den, og overordnet synes jeg faktisk, at hun gjorde det rigtig godt. Og koret... ja, det var os! Vi sang med hvergang Anne Dorte eller Maria opfordrede os til det fra scenen. Desværre var lysmanden ikke orienteret om hvornår, så de spots der skulle lyse publikum op, kom altid et par sekunder for sent! Måske var det en effekt?

Men det måske største problem var de manglende "drenge". Og selvom koncerterne bliver spillet i stor taknemmelighed til, og dyb respekt for, netop “drengene”, måtte Anne Dorte erkende, at det ikke var det samme. I stedet havde hende og Maria været ude og finde "Danmarks nu bedste musikere". Men ak... Et ikke-sammenspillet band med en håndfuld individualister, der måske nok kan deres håndværk, men som ikke forstår, at spille sammen, det gør dem altså ikke til Danmarks bedste musikere! Især var det igen i første halvdel af koncerten, at det ikke fungerede, og hvor jeg et enkelt sted f.eks. måtte konstatere, at trommeslageren sprang et taktslag over, for at finde ind i rytmen igen. Det var aldrig sket for Sivertsen! Og hvad var det lige med din mikrofon Anne Dorte? Når nu ledningen blev ved med at falde ud, og du tilsyneladende ikke har taget en ekstra mikrofon med, så få dog en tekniker til at give den en gang gaffa, eller hvad?

Men... Musikken. Medrivende som den var... og stadig er... det var fedt at opleve alle de gamle numre igen. De blev alle fremført så tæt på originalerne som overhovedet muligt. Anne Dorte og Maria opførte sig også præcist som dengang... de samme moves, det samme beat. Det var ren 80'er nostalgi, og vi sang, hujede og sang med igen. Så alt i alt en fed aften, som heldigvis vil blive husket først og fremmest for sangene!

Jeg kan godt fornemme, at noget ovenstående lyder lidt negativt. Og det er det nok også - på trods af, at jeg havde en kanon aften og en fed syng-med oplevelse. Synd, at musikerne og teknikken "svigtede", for det var virkelig rigtig sjovt at høre alle de gamle hits igen. Så - først og fremmest: Tak for initiativet, Anne Dorte og Maria.

"Der er mennesker bagved hver eneste sang
og en hånd der har skrevet den
en krop der følte sådan engang
havde noget den sku' af med
prøv og lyt
stemmer med forskellig klang
tonen i en stille sang
styrken i alt

Slip det fri
og tænk på alt det du kan gi'
et liv der ikke er forbi
som du har hovedrollen i
det er dit liv så slip det fri"

Kategori: Koncerter
12. 10. 2012
Forfatter: Stephan
Folkets Hus, Struer
Oktober 2012

Ja, hvad skal man snart tro… Gammelfar, nu 48, til koncert i Struer! med Sys Bjerre!! og band!!! Forklaring følger...

Der er gået rigtig lang tid - nærmere bestemt 4 år - siden Sys Bjerre fik et kæmpe gennembrud med sangen om hendes ekskærestes uheldige forhold til pigen Malene. Nu, og efter at set og hørt frøken Bjerre i Toppen af Poppen på TV 2, efter at have indkøbt hendes tredje og mest voksne album til dato, OG efter at have nærlyttet til hendes sange OG tekster, må jeg indrømme... at jeg er en smule forelsket!!!!

Men, der hvor man oftest kan opleve frøken Bjerre live, er på de mange sommer festivaller rundt omkring i landet. Og dem synes gammelfar selv, at han er blevet for gammel til. Jeg så derfor chancen, da jeg ved en tilfældighed opdagede, at hun begav sig ud på en mindre vinterturne rundt i landet med hendes sange. Der var ikke lige et spillested i nærheden af nordvestfyn, så det blev altså Struer, med frue og en enkelt overnatning: Hr. Bjerre og fru Bjerre til koncert for at se, høre og opleve frøken Bjerre!

Aftenen startede på gågaden i Struer, og Grand Hotel Struer, Schous Brasserie, som på aftenen tilbyder en særlig Sys Bjerre menu. Den må vi naturligvis prøve, bliver dog nødt til at 
droppe desserten for at nå koncerten. Men meget dejligt sted, sødt og veloplagt personale, rigtig god mad og rimelige priser. Kan varmt anbefales, hvis man nu altså er i Struer alligevel!

Søde, iøjnefaldende, underfundige, finurlige, sjove, kloge, spøjse, krøllede og drøncharmerende Sys Bjerre har sine meningers mod, og udbreder dem gerne for resten af den undrende befolkning. Således også den aften i Struer. Vi fik en anderledes koncert oplevelse. Folkets Hus i Struer kan huse ca. 200 koncertgængere, så man kan vel godt kalde koncerten for intim. Sys åbner ballet ved at komme cyklende! ind på scenen, starter lidt famlende, kun hende og et keyboard. En stille sang, og så er vi i gang. Efter det første nummer kommer hendes formidable, meget velspillende og oplagte band på scenen: Slagtøj, keyboard, bas og percussion.

Hele koncerten bærer præg af, at Sys er en fantastisk historiefortæller, og at hun har noget på hjerte, og det, hvad enten det bliver til en lang fortælling, med sidespring, mellem numrene, eller hun levende synger sig igennem en af hendes mange ørehængere, mens hun ivrigt gestikulerer, for at understrege ordene. Sys ved godt, at hun snakker meget, og gør også publikum opmærksom på, at hvis vi synes det på et tidspunkt bliver for meget, skal vi bare give hende timeout. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det bliver aldrig kedeligt, når Sys på hendes helt egen charmerende facon, og med hendes meget klare, kraftfulde og høje stemme, når rundt om blandt andet kedelige byture, det at være ung og i 20’erne, reality TV, og indvandrere. Indtil videre har Sys ”kun” lavet tre albums, så, vi når at høre alle hendes hits, plus et par af de mere ukendte, især fra den nye plade, samt hendes fortolkning af Anne Linnets ”Tabt mit hjerte” sådan som hun fremførte den i Toppen af Poppen.

Der skal her også lyde en stor tak til hendes crew. Det glæder en gammel lydmand, når akustikken er i orden, hvilket efterhånden sjældent er tilfældet. Men Folkets Hus’ koncertsal er tilsyneladende bygget, så det er muligt at lave en god lyd. Og så gik Sys’s stemme bare så klokkeklart igennem, at både alle hendes små historier imellem numrene og selve sangen stod så klart, at man ikke missede et eneste ord. Se, SÅ er der noget ved at gå til koncert!

Sys er endnu ikke nogen stor superstjerne - i hvert fald ifølge hende selv! Det kunne, for det første, ses på billetprisen: Sys – tag du nu bare det dobbelte, du er det hele værd! Og så sluttede koncerten med, at Sys måtte undskylde, at hun ikke havde råd til at få produceret dyrt merchandise, men i stedet havde tegnet nogen fabeldyr på foliebakkelåg, og solgte dem til 40,- DET er fanme i orden, og de var da også revet væk i løbet af kort tid. Derudover gav hun sig også god til at hilse på hendes fans efter koncerten, og der var både autografer og fotografering til alle os, der ønskede det.

Sys overraskede positivt. Vi vidste ikke helt, hvad det ville blive for en koncert vi gik ind til, men det blev til en rigtig god og underholdende aften i selskab med en af tidens helt store danske singer-songwriter’s. Tusind TAK for i aften Sys. Vi ses…

Kategori: Koncerter
23. 03. 2012
Forfatter: Stephan
Lillebæltshallen, Middelfart
Marts 2012
Man siger, at det gælder om at holde sig ung med de unge. Som sagt, så gjort... så på en rigtig kold marts aften, gik vi til Nik & Jay koncert i Lillebæltshallen. Nej – spøg til side… Men jeg er jo en gammel popdreng, og jeg har altid godt kunne lide Nik & Jay, først og fremmest selvfølgelig pga. deres musik og deres tekster, men sgu lige så meget pga. deres attitude: På trods af, at de er blevet kaldt selvfede, og både anmeldere, musikbranchen og danskerne har rynket på næsen af dem, så har jeg altid respekteret dem i de efterhånden mange år, hvor de, om nogen, har forstået at udfordre janteloven.

”Så gik der syv år så blev vi kaldt folkeeje”. Og det er præcis, hvad Jannik Thomsen og Niclas Petersen fra Værløse er blevet, siden de for omkring 10 år siden, startede som hiphopduoen "Bagmændene". Alle danskere kender Nik & Jay. Så selvom det ikke helt ser ud som om, at der er udsolgt til koncerten, er alle generationer rigt repræsenteret. Jeg spotter f.eks. en familie på fire, mand, kone og to børn på måske 5-6 år og 13-14 år. Nik & Jay er blevet hvermandseje, og generationer mødes på tværs til deres koncerter. Om det siger Nik & Jay faktisk selv, at "vi er gået fra at være dem, alle elsker at hade, til at være dem, alle hader at elske".

Deres sange, som alle er skrevet af deres producerteam Nexus, er, ifølge min mening, ufattelig melodiøse og iørefaldende, hvilket deres mange hits da også vidner om, men prøv også at lytte til deres tekster. Altså udover linier som "Boing! Boing! Hendes røv går op og ned som en fjeder" og "Lad mig se lidt sved på din krop. Baby, lad være at stop' ", så kan deres tekster også være meget rammende, og i den grad prikke til danskerne og den førnævnte jantelov. Ikke mindst det elsker jeg dem for. Derudover havde jeg også både hørt og læst, at de virkelig forstod at trykke den af på en scene, og at deres koncerter med fuldt orkester, bare var en fest.

Hallen er, som skrevet, ikke helt fyldt op, hvilket betyder, at det er muligt at få en siddeplads på hallens ene langside, i hvert fald til første del af koncerten. Senere er vi nødt til at gå ned på gulvet, dels for at strække de gamle danseben, dels for at høre, om lyden måske bare er en smule bedre, hvis vi står lidt mere midt for højttalerne.

Electric Lady Lab er opvarmning. Navnet sagde mig ikke noget, indtil jeg høte nummeret ”Touch me”, som jeg har hørt i radioen, og som er en sampling over et gammelt Aha-hit. Duoen er ikke mere selvhøjtidelig, end at de kan gøre reklame for Nik & Jay under deres del af koncerten, som faktisk er OK og i øvrigt hurtigt overstået.

Et stort tæppe dækker hele scenen, en langbenet babe med englevinger træder ind, åbner en kuffert, og tager to mikrofoner op. Nik & Jay kommer ind fra hver deres side, får overrakt mikrofonerne, tæppet ryger op i et voldsomt ryk og afslører orkestret og første nummer er igang. Første del af koncerten er bare hit på hit, og inkl. mange af sangene fra deres seneste og ret fantastiske album: "Engle eller dæmoner”: "Mod solnedgangen", ”Gi’ mig dine tanker”, ”Du” og "Udødelige". Også et par numre fra tidligere albums bliver det til.

Men så ryger tæppet ned, og mange tror at der måske er pause, og bevæger sig derfor mod udgangen og fadølsanlæggene. I virkeligheden er det bare en fiks overgang til en akustisk del af koncerten, hvor vi bla. skal opleve Jay på guitar. Selvom det måske er lidt kunstigt, at høre Nik & Jay på den måde, så synes jeg alligevel, at det er fint nok, med de anderledes fortolkninger af fire kendte numre, f.eks. ”Mit hjerte” der bliver helt calypsoagtig, og markant anderledes.

Tredje del af koncerten er meget club-præget, og med fuld skrue. Nik & Jay optræder i bar overkrop og med et par vaskebrætter jeg da sjældent har set magen til. De må have pumpet en del jern i det lokale fitnesscenter, for at komme til at se sådan ud: "Når jeg kigger mig i spejlet, får jeg altid halvfed. Tænk at man ka' vær' så cool ?? Jeg har kun kærlighed for mig selv & alle andre, når jeg chiller på mit landsted på den 2. side af jordkloden". Musikken er tung, tung bas, meget groovy, som det f.eks. kan høres på et af de nye numre ”Fest”.

Lyseffekter, følgespots, bagtæppe med video og neonlysende mikrofonstativer: Jo, der er ikke sparet på noget, når Nik & Jay med bare maver byder op til party. Et flot sceneshow gik op i en højere enhed med fremførelsen af de mange hits, som de to herrer selvsikkert og selvcentrerede førte os igennem.

"Jeg kan se det i Jeres øjne, I tænker 'hallelujah!' der trådte Nik & Jay sgu'da, ind i butikken sammen med deres crew, ja.
Om 10 min. kommer lortet til at sprænge i luften som om de havde en bazooka".

Kategori: Koncerter
02. 12. 2011
Forfatter: Stephan
Falconer salen, København
December 2011
 
Kategori: Koncerter
14. 10. 2011
Forfatter: Stephan
Fredericia Teater
Oktober 2011

Jeg indrømmer det blankt - Jeg er, og vil altid være, Helmig-fan! Hans musik, hans sange og hans charmerende facon, når han optræder. Jeg bliver aldrig træt af ham - popkongen der aldrig bliver rigtig voksent, som konstant skal prøve nyt af, og gå nye veje, og som, fremfor alt, aldrig har ladet sig tryne af den danske jantelov.

Alligevel var jeg ekstra spændt denne gang: Helmig solo! For hvordan skulle en solo koncert forløbe? Nu havde jeg sidst oplevet Thomas på en af hans Tommy Tour-koncerter, sammen med hans store orkester, der blandt andet inkluderer hans gamle venner Claes Antonsen og Jacob Andersen, og de fyrede den bare totalt af: Medrivende og fede rytmer, som man umuligt kunne sidde stille til.

Men lad det være sagt med det samme: Det blev en anderledes fest, og jeg blev ikke skuffet! Thomas selv havde også kigget indad til koncerten, og tonede frem i et helt nyt look, væk var de stramme læderbukser og strithåret, og ind kom, hvad nogle beskriver som en ren "Johnny Depp look alike" - bedøm selv ud fra billederne... Anyway, tilbage til musikken: Først og fremmest, var Thomas dog ikke helt solo på scenen. Han blev akkompagneret af Poul Reimann på flygel samt andre keyboards: Lækker stemme, fantastisk klaverspil! De to havde fra starten af koncerten et fint samspil, så fint, at Poul fik lov at præsentere to af hans egne numre, det ene endda sammen med Thomas. Fint nok, og så måske alligevel ikke helt. Det var jo altså Thomas vi var kommet for at høre...

Men det mest interessante, det sjoveste og måske det mest nyskabende ved koncerten var dog nok den måde, den tredje "medspiller" medvirkede på: Thomas brugte en såkaldt cajon*, en bunke forskellige percussions og en loop station** til at producere et rytmespor før hvert nummer. Og at det, også for Thomas, var en ny måde at optræde på, blev understreget af, at han, på sin egen charmerende facon, flere gange måtte undskylde, at han stadig ikke var helt fortrolig med loop recorderen, hvilket også resulterede i et par fejlslagne forsøg, til stor morskab for de fleste af os. En enkelt publikummer var dog, højlydt, stærkt utålmodig og utilfreds med dette. For mit eget vedkommende, synes jeg bare, at disse "indslag" bidrog rigtig fint til hele oplevelsen.

Og hvad spillede han så? Ja, en skøn blanding af gammelt og nyt materiale, et par helt nye numre, og et par covernumre - covernumre, der altid har stået hans hjerte nær. Som forventet, var der mange af hans kendte sange, der får en helt anden betydning, når først de performes akustisk. F.eks. var "Mit hjerte længes" fra Tommy Boy i mine ører nu nærmest en helt anden sang. Hele salen sang med på alle de kendte numre, men det var en solo koncert, og vi forventede derfor også, at der imellem numrene ville være en del små fortællinger og anekdoter. Det var der også, men, kære Thomas, de fleste af dem var altså lidt letkøbte. Der var små perler imellem, som f.eks. da Thomas fortæller om hans ungdom, og om hvordan han stod i baren på det lokale spillested, og hellere ville være hot end cool, og derefter tager fat på hans egen version af Womack & Womacks store 80'er hit Teardrops. Yeah, så kogte salen, og ikke et øje var tørt!

*=Cajon: Et kasseformet percussion-instrument oprindeligt fra Peru, som man spiller på, ved at slå en rytme på forsiden med hænderne - det er den Thomas sidder på, på billedet.
**=Loop station: En optager, der kan optage 3-4 forskellige rytmer og afspille dem igen.

Kategori: Koncerter
18. 03. 2011
Forfatter: Stephan
Odense Idrætshal
Marts 2011
Til koncert med Danmarks kedeligste orkester i Odense Idrætshal. Premiere på Showtime-turneen, og oven i dette 30-års fødselsdagskoncert, som Steffen Brandt (eller hedder han i virkeligheden Steffen Gram, min kære søster?) i øvrigt indledte med ordene: "Der vil hverken komme taler eller omdelte sange. Til gengæld lover vi en rockkoncert, hvis I kan tage det, Odense. Kan I tage det?" Og så blev koncerten ellers spillet godt i gang med et medley over tre af gruppens første sange ("Motorvej", "Dazu Eisgekühltes Coca-Cola" og "Fantastiske Toyota"), og hele Odense Idrætshal rockede med...

Jo, det er 30 år siden, TV-2 for første gang sang "Fantastiske Toyota". Og det var også ret tydeligt, at det var de gamle numre jeg - og resten af publikum den aften - helst ville høre. Showtime er næsten lige udkommet, og jeg tror ikke, at vi var helt klar til at høre så mange som 9 ud af pladens 12 numre. I stedet ville jeg hellere have haft noget mere fra det kæmpe bagkatalog gruppen efterhånden slæber rundt på, om som vi alle kan - og elsker at - synge med på.

Før koncerten havde jeg læst, at TV-2 havde allieret sig med et blandet kor fra Mulernes Legatskole, og jeg var spændt på at høre, hvordan det ville spænde af. Men hvad der kunne have været et spændende tiltag endte med at være et anonymt kor, der stod klinet op ad bagtæppet, og som vi, i hvert fald derfra hvor jeg sad, kun kunne ane som en stille summen i det fjerne. Det havde været særdeles klædeligt, om Steffen Brandt havde skrevet et par arrangementer til koret, i stedet for "bare" at bruge dem som kor i tre af koncertens numre.

Når jeg går til TV-2 koncert, er det som regel en speciel oplevelse, fordi TV-2, og især Steffen Brandt, forstår at give publikum nogle sjove og gode minder med hjem. Disse minderige øjeblikke var der for få af, ved koncerten.

Et af dem var dog den meget stille version af "Alt hvad hun ville var at danse", som blev smukt fremført som en duet mellem Steffen Brandt og den ene af gruppens to korpiger: Charlotte Schultz. Og nu vi er ved besætningen: Kære TV-2: Hvor sytten havde I gjort af "The Århus Horns", og hvor sytten var den ekstra keyboardspiller, som måske kunne have peppet hele lydsiden lidt op? Næ, selvom de tre herrer Lerchenfeld, Olesen og Gaul spiller gude stabilt og herre godt, så er underholdning af publikum overladt fuldstændig til Hr. Brandt, ganske som sædvanlig. Men så er det også af yderste vigtighed, at samme Hr. Brandt er helt oppe på dupperne, sådan som han f.eks. var til en privat koncert jeg overværede for et par år siden.

TV-2 havde valgt et bagtæppe, hvor der on and off igennem hele koncerten kørte en sort/hvid film som symboliserede en tidsrejse fra en fjern fortid og til nutidens og fremtidens rumrejser. Flot, flot...

På den anden side. Selvom det langt fra var en sørgekoncert vi overværede, så har jeg det svært med en plade der hedder Showtime, men hvor 3 eller 4 af numrene omhandler døden i flere af dens afskygninger. Det må være svært at bygge en rockkoncert op over dette emne?

Anyway, så var det altså heller ikke værre. Vi havde en rigtig hyggelig aften i byen i selskab med Danmarks kedeligste 30-årige orkester. Tillykke med fødselsdagen, kære drenge.

Vi havde min søster og svoger med til en koncert, der var på det jævne, men hvor det trods alt lykkedes os, at få skrålet igennem på alle de go'e gamle numre. Be Babalula...

Kategori: Koncerter
24. 07. 2010
Forfatter: Stephan
Indelukket, Silkeborg
Juli 2010
 
Kategori: Koncerter
13. 05. 2010
Forfatter: Stephan
Korsør Open Air
Maj 2010

Jeg skruer lige tiden tilbage til midt i 70'erne. Jeg gik i 4. klasse på Vestre Skole i Svendborg, og fra vores lejlighed i Toftemarken, fik jeg lov til selv at gå ned ad Galgebakken, og ned på Svendborg Bibliotek. Der faldt jeg over nogle kassettebånd med en engelsk gruppe ved navn Showaddywaddy. De spillede rock and roll fra 50'erne og det var lige noget for mig. Jeg lånte materialet med hjem, og blev mere og mere vild med dem.

Og så... Min allerførste koncert... i maj 1978 - 14 år gammel: Showaddywaddy live i Tved-hallen, sammen med Mads, en af mine bedste kammerater fra Kirkeby skole. Vi var ikke jo ikke så gamle, så vi fik lov på den betingelse, at vi blev kørt til og fra koncerten af vores forældre. Større blev det ikke. Og på billedet her til venstre: Showaddywaddy som de så ud i 1978.

NU skruer jeg tiden 32 år frem... Jeg ved godt, at jeg, pop-drengen, selv er blevet ældre i de mellemliggende år, men hvad med min ungdoms idoler. I avisen opdager jeg tilfældigt, at de rent faktisk stadig eksisterer i bedste velgående, og rent faktisk giver en mini-koncert i Danmark i forbindelse med en Open Air Festival i Korsør. Et arrangement med musik udelukkende fra 70'erne, og med så store navne samlet som: Sailor, Maggie Reilly, The Rubettes, Suzi Quatro, ELO - uden Jeff Lynne :-( og så naturligvis: Showaddywaddy.

På billedet her til venstre, som de ser ud i dag, hvor gruppen er reduceret til 5 mand, hvoraf kun 3 af de originale medlemmer er med. Fra venstre til højre: Sang: Dave Bartram, Bas: Rod Deas og Trommer: Romeo Challenger. De to andre, nye medlemmer, er: Guitar: Paul Dixon (rød jakke) og David Graham (lyseblå jakke): Saxofon, keyboards og guitar.

Selvom Dave's stemme langtfra er, hvad den var engang, var bandet tro mod deres egne originale sange, og spillede alle klassikerne, inklusive "Three steps to heaven", "Under the moon of love", "Heartbeat", "Sea Cruise" - ja, alle dem, jeg kan udenad, og med fuldstændig samme lyd som dengang. Og jeg skrålede med på alle "doo-waa-diddy'erne" og alle "na-na-na'erne".

Det var fantastisk... Stemningen på festivalpladsen var, på trods af vejret: koldt, overskyet og støvregn, rigtig god, og bandet tog ikke sig selv mere højtideligt, end at de stadig kunne hoppe lidt rundt på scenen, og såmænd også inviterede publikum op på scenen, for at danse med dem.

Kategori: Koncerter
18. 02. 2010
Forfatter: Stephan
Vejle Musikteater
Februar 2010

Og så var vi til Helmig-koncert. DET var stort. Jeg har aldrig været den helt store fan, men har alligevel altid synes godt om rigtig mange af hans sange. Har da også et par af hans engelsksprogede plader. Yndlingsnummer er "Into Your Eyes", fra "Stupid Man".

Så her for nogle måneder siden, udkom hans seneste plade "Tommy Boy", hvor også nummeret med Medina "100 dage" er inkluderet, og vi bestemte os for, at den måtte vi eje. Og lige siden har den ligget i CD-afspilleren. Den bliver bedre og bedre for hver gang man hører den, så da det blev annonceret, at han kom til Vejle, måtte vi...

Dog først en fantastisk middag på vores græske Taverna "Taverna Hellas" - kan i øvrigt varmt anbefales, hvis man skulle savne Grækenland, og den græske stemning. Videre derfra, i gåafstand, over til Vejle Musikteater. Vi havde billetter på første række, og Thomas lagde ud med, at komme ned ad scenen på krykker! Publikum hujede, og var med og var vilde fra første nummer, og Thomas var bare SÅ meget i hopla, under hele koncerten og konstant med hans lune, jyske, smil på. Jeg er sikker på, at han hyggede sig og havde sin egen fest... Stort backingband, der inkluderer hans gamle venner Claes Antonsen og Jacob Andersen, Per Møller, samt på kor: Nellie Ettison fra "Vild med dans" for at nævne et par af dem. Og så har den mand bare lavet hit på hit på hit... det var FEDT... Thomas: Det bliver ikke sidste gang vi kommer til koncert med dig! Opvarmingen Dicte sprang vi over...

Kategori: Koncerter
25. 01. 2010
Forfatter: Stephan
Malmö Arena
Januar 2010

For første (og formentlig eneste) gang skulle jeg vil Depeche Mode koncert. Fruen har fulgt dem siden dengang i 80'erne, hvor også jeg skrålede med på "Just can't get enough", og jeg vidste, at hun gerne ville opleve dem igen, så...

På dagen, hvor billetterne blev sat til salg, bestilte jeg to stk til fødselsdagsgave. På det tidspunkt, var der ikke annnonceret koncerter med dem i DK, så det blev i Malmö i Sverige i stedet. Tog en enkelt overnatning på Ibis Hotel Malmö - dette kan i øvrigt anbefales. Det er et standard hotel, meget centralt, kun et par kilometer fra Arenaen, og vi fik en overnatning til 399,- SEK. - og så undskyldte receptionisten, at frokost (= morgenmad på dansk) ikke var inkluderet, men kostede ekstra...

Malmö Arena er ny. Meget ny, men er indrettet rigtig godt, problemfrit at finde rundt, selv med de omkring 15000 vi var den aften. Vi havde ståpladser, men det lykkedes os alligevel at finde et par sæder, der aldrig kom nogle og krævede, og der sad vi rigtig godt, og kunne se alt hvad der skete på scenen.

Som tidligere fortalt, er en del af DM's musik ukendt for mig, især noget af det nyere, men der var en fed stemning, et flot og godt sceneshow, og så kan man jo ikke undgå at rokke lidt med på det musik man kender. Desværre var lyden ikke helt i top, men sådan er det jo ofte med de store multiarenaer. Der er masser af klip fra koncerten på YouTube.

Kategori: Koncerter
08. 12. 2009
Forfatter: Stephan
KB Hallen, København
December 2009

Seniorduoen Pet Shop Boys har jeg lyttet til siden de glade 80'ere. West End Girls var et HIT - og det var tider. Men nu ligger 80'erne mange årtier tilbage, og jeg er blevet en gammel mand...så jeg var spændt på at se og høre, om jeg - og de! - kunne genskabe stemningen fra dengang.

Jeg var inviteret af fruen og hendes bror, som er megafan... Og stemningen - den var lidt længe om at komme rigtigt i gang, selvom numrene, de var der.

Koncertens sceneshow var visuelt flot og overraskende. Hele scenografien er bygget op omkring store firkantede kasser/klodser, store pixels, der - lidt i stil med legendariske Pink Floyd's The Wall - fylder hele bagvæggen, og som bruges aktivt som sceneelementer under hele koncerten. Hele tiden ændrer væggen karakter, og på et tidspunkt vælter den faktisk helt. Også på storskæmen, der aktivt blev brugt igennem hele koncerten, var "temaet" pixels.

Showets fire fantastiske dansere/korsangere starter klædt i klodser over hele kroppen, og selv ansigtet er dækket af en klods. Alt er minutiøst koreograferet, og fungerer derfor perfekt sammen med PSB's stramme, musikalske stil. Neil og Chris er jo ikke de mest aktive på scenen, så det er en rigtig god ide, med de fire dansere, der på fornem vis supplerer musikkens temaer, med deres hurtige kostumeskift. Et stykke inde i koncerten anede jeg dog et lille spontant smil i Neil's mundvig. Et smil der vidnede om, at han havde sin egen fest den decemberaften i KB Hallen. PSB fremførte numrene med en tydelig glæde og stolthed, og som, i hvert fald et stykke inde i koncerten var absolut smittende på hele salen. Lyden er desværre ikke fremragende i KB Hallen, men det blev lidt opvejet af, at koncerten (næsten) var intim med dens "kun" ca. 3500 publikummer.

Da jeg personligt ikke har fulgt PSB i hele perioden fra 80erne, og frem til i dag, var der enkelte numre jeg ikke kendte, og derfor ikke kunne synge med på, men så snart jeg genkendte et nummer, var gensynsglæden stor, og så blev der blev sunget og danset med, så meget som pladsen nede foran scenen nu tillod det.

Det afsluttende ekstranummer "It Doesn't Often Snow At Christmas", som også bød på dansende overpyntede juletræer, var et sjovt bøsset punktum på en forrygende og sjov koncertaften.

Kategori: Koncerter
15. 11. 2009
Forfatter: Stephan
London
November 2009

"Feel the rythm! Stomp er ikke en traditionel musical, men mere et show, faktisk er Stomp 100 min. ren energi. Stomp bruger alt fra affald, støvler, zippo lightere, køkkenvaske, koste, ja alt hvad der kan frembringe STOMPS berømte og berygtede rytmer. Man tror det simpelthen ikke før man har set, hørt og følt Stomp. Stomp er en sikker succes, og har konstant 2 shows på turne i USA og i Europa, og har opført deres show i over 40 lande. Stomp skal opleves - ikke forklares!".