KORSØR OPEN AIR: SHOWADDDYWADDY

Kategori: Koncerter
13. 05. 2010
Forfatter: Stephan
Korsør Open Air
Maj 2010

Jeg skruer lige tiden tilbage til midt i 70'erne. Jeg gik i 4. klasse på Vestre Skole i Svendborg, og fra vores lejlighed i Toftemarken, fik jeg lov til selv at gå ned ad Galgebakken, og ned på Svendborg Bibliotek. Der faldt jeg over nogle kassettebånd med en engelsk gruppe ved navn Showaddywaddy. De spillede rock and roll fra 50'erne og det var lige noget for mig. Jeg lånte materialet med hjem, og blev mere og mere vild med dem.

Og så... Min allerførste koncert... i maj 1978 - 14 år gammel: Showaddywaddy live i Tved-hallen, sammen med Mads, en af mine bedste kammerater fra Kirkeby skole. Vi var ikke jo ikke så gamle, så vi fik lov på den betingelse, at vi blev kørt til og fra koncerten af vores forældre. Større blev det ikke. Og på billedet her til venstre: Showaddywaddy som de så ud i 1978.

NU skruer jeg tiden 32 år frem... Jeg ved godt, at jeg, pop-drengen, selv er blevet ældre i de mellemliggende år, men hvad med min ungdoms idoler. I avisen opdager jeg tilfældigt, at de rent faktisk stadig eksisterer i bedste velgående, og rent faktisk giver en mini-koncert i Danmark i forbindelse med en Open Air Festival i Korsør. Et arrangement med musik udelukkende fra 70'erne, og med så store navne samlet som: Sailor, Maggie Reilly, The Rubettes, Suzi Quatro, ELO - uden Jeff Lynne :-( og så naturligvis: Showaddywaddy.

På billedet her til venstre, som de ser ud i dag, hvor gruppen er reduceret til 5 mand, hvoraf kun 3 af de originale medlemmer er med. Fra venstre til højre: Sang: Dave Bartram, Bas: Rod Deas og Trommer: Romeo Challenger. De to andre, nye medlemmer, er: Guitar: Paul Dixon (rød jakke) og David Graham (lyseblå jakke): Saxofon, keyboards og guitar.

Selvom Dave's stemme langtfra er, hvad den var engang, var bandet tro mod deres egne originale sange, og spillede alle klassikerne, inklusive "Three steps to heaven", "Under the moon of love", "Heartbeat", "Sea Cruise" - ja, alle dem, jeg kan udenad, og med fuldstændig samme lyd som dengang. Og jeg skrålede med på alle "doo-waa-diddy'erne" og alle "na-na-na'erne".

Det var fantastisk... Stemningen på festivalpladsen var, på trods af vejret: koldt, overskyet og støvregn, rigtig god, og bandet tog ikke sig selv mere højtideligt, end at de stadig kunne hoppe lidt rundt på scenen, og såmænd også inviterede publikum op på scenen, for at danse med dem.