NIK & JAY: ENGLE ELLER DÆMONER TOUR

Kategori: Koncerter
23. 03. 2012
Forfatter: Stephan
Lillebæltshallen, Middelfart
Marts 2012
Man siger, at det gælder om at holde sig ung med de unge. Som sagt, så gjort... så på en rigtig kold marts aften, gik vi til Nik & Jay koncert i Lillebæltshallen. Nej – spøg til side… Men jeg er jo en gammel popdreng, og jeg har altid godt kunne lide Nik & Jay, først og fremmest selvfølgelig pga. deres musik og deres tekster, men sgu lige så meget pga. deres attitude: På trods af, at de er blevet kaldt selvfede, og både anmeldere, musikbranchen og danskerne har rynket på næsen af dem, så har jeg altid respekteret dem i de efterhånden mange år, hvor de, om nogen, har forstået at udfordre janteloven.

”Så gik der syv år så blev vi kaldt folkeeje”. Og det er præcis, hvad Jannik Thomsen og Niclas Petersen fra Værløse er blevet, siden de for omkring 10 år siden, startede som hiphopduoen "Bagmændene". Alle danskere kender Nik & Jay. Så selvom det ikke helt ser ud som om, at der er udsolgt til koncerten, er alle generationer rigt repræsenteret. Jeg spotter f.eks. en familie på fire, mand, kone og to børn på måske 5-6 år og 13-14 år. Nik & Jay er blevet hvermandseje, og generationer mødes på tværs til deres koncerter. Om det siger Nik & Jay faktisk selv, at "vi er gået fra at være dem, alle elsker at hade, til at være dem, alle hader at elske".

Deres sange, som alle er skrevet af deres producerteam Nexus, er, ifølge min mening, ufattelig melodiøse og iørefaldende, hvilket deres mange hits da også vidner om, men prøv også at lytte til deres tekster. Altså udover linier som "Boing! Boing! Hendes røv går op og ned som en fjeder" og "Lad mig se lidt sved på din krop. Baby, lad være at stop' ", så kan deres tekster også være meget rammende, og i den grad prikke til danskerne og den førnævnte jantelov. Ikke mindst det elsker jeg dem for. Derudover havde jeg også både hørt og læst, at de virkelig forstod at trykke den af på en scene, og at deres koncerter med fuldt orkester, bare var en fest.

Hallen er, som skrevet, ikke helt fyldt op, hvilket betyder, at det er muligt at få en siddeplads på hallens ene langside, i hvert fald til første del af koncerten. Senere er vi nødt til at gå ned på gulvet, dels for at strække de gamle danseben, dels for at høre, om lyden måske bare er en smule bedre, hvis vi står lidt mere midt for højttalerne.

Electric Lady Lab er opvarmning. Navnet sagde mig ikke noget, indtil jeg høte nummeret ”Touch me”, som jeg har hørt i radioen, og som er en sampling over et gammelt Aha-hit. Duoen er ikke mere selvhøjtidelig, end at de kan gøre reklame for Nik & Jay under deres del af koncerten, som faktisk er OK og i øvrigt hurtigt overstået.

Et stort tæppe dækker hele scenen, en langbenet babe med englevinger træder ind, åbner en kuffert, og tager to mikrofoner op. Nik & Jay kommer ind fra hver deres side, får overrakt mikrofonerne, tæppet ryger op i et voldsomt ryk og afslører orkestret og første nummer er igang. Første del af koncerten er bare hit på hit, og inkl. mange af sangene fra deres seneste og ret fantastiske album: "Engle eller dæmoner”: "Mod solnedgangen", ”Gi’ mig dine tanker”, ”Du” og "Udødelige". Også et par numre fra tidligere albums bliver det til.

Men så ryger tæppet ned, og mange tror at der måske er pause, og bevæger sig derfor mod udgangen og fadølsanlæggene. I virkeligheden er det bare en fiks overgang til en akustisk del af koncerten, hvor vi bla. skal opleve Jay på guitar. Selvom det måske er lidt kunstigt, at høre Nik & Jay på den måde, så synes jeg alligevel, at det er fint nok, med de anderledes fortolkninger af fire kendte numre, f.eks. ”Mit hjerte” der bliver helt calypsoagtig, og markant anderledes.

Tredje del af koncerten er meget club-præget, og med fuld skrue. Nik & Jay optræder i bar overkrop og med et par vaskebrætter jeg da sjældent har set magen til. De må have pumpet en del jern i det lokale fitnesscenter, for at komme til at se sådan ud: "Når jeg kigger mig i spejlet, får jeg altid halvfed. Tænk at man ka' vær' så cool ?? Jeg har kun kærlighed for mig selv & alle andre, når jeg chiller på mit landsted på den 2. side af jordkloden". Musikken er tung, tung bas, meget groovy, som det f.eks. kan høres på et af de nye numre ”Fest”.

Lyseffekter, følgespots, bagtæppe med video og neonlysende mikrofonstativer: Jo, der er ikke sparet på noget, når Nik & Jay med bare maver byder op til party. Et flot sceneshow gik op i en højere enhed med fremførelsen af de mange hits, som de to herrer selvsikkert og selvcentrerede førte os igennem.

"Jeg kan se det i Jeres øjne, I tænker 'hallelujah!' der trådte Nik & Jay sgu'da, ind i butikken sammen med deres crew, ja.
Om 10 min. kommer lortet til at sprænge i luften som om de havde en bazooka".