KIM LARSEN & KJUKKEN

Kategori: Koncerter
04. 07. 2015
Forfatter: Stephan
Kammerateriet, Svendborg
Juli 2015
70erne: Enten var man til Shu-bi-dua eller også var man til Gasolin (Musik)linjerne var hårdt trukket op og jeg - der lige var hoppet ind i teenage-årene - var kun til førstnævnte. Det andet var jo bare larm...
Men så gik Gasolin i opløsning og blev til Kim Larsen. Og se... det var jo noget helt andet... Kim er ofte blev kaldt Danmarks nationalskjald. Noget der vel for alvor startede med soloalbummet "Værsgo". Faktum var, at den stil, som Kim leverede som solist, var meget mere mig. Også hans to udskældte "amerikanske" albums: "Jungle Dreams" og "Sitting On A Timebomb" var jeg faktisk ret vild med (dengang), ja, et par af numrene er faktisk stadig nogle af mine Kim Larsen-favoritter: Den stille og poetiske "Still Love You" fra "Jungle Dreams" og "Tangled Up In Blue" fra "Sitting..." - det sidste i øvrigt et Bob Dylan covernummer.
Fra Kim's "personnummerplade" ved vi, at han i år fylder 70 - han har således stået på scenen i omkring 45 år. Alligevel er det aldrig lykkedes mig at opleve hverken ham eller Gasolin live - ikke engang i mine glade lokalradiodage, hvor jeg ellers rendte til koncert med alle de store danske navne nærmest hver weekend. Og, kære Kim, alderen kan ses: Manden kom på scenen med støttestok, og sad ned under hele koncerten i hans plysforede tronstol. Han nævnte selv undervejs, at det ikke gik så godt med "bentøjet", og at han derfor var nødt til at sidde. DET er et uomtvisteligt faktum, at det er forsangeren der sætter koncertens tempo og har den store forpligtelse, at "få publikum med", og det bliver altså ikke nemmere, når man sidder fast i samme stol fra koncert start til slut.
Kjukken giver Kims sange lidt mere kant, lidt mere guitar i den rockede stil, og det klæder den til tider lidt for søde klang mange af Kims "dansktop" klassikere har i deres originale versioner. På trods af dette, og på trods af, at Kim selv stadig har masser af stemme i hans store gavflab, formåede koncerten alligevel at sætte en begrænsning for begrebet: "at få publikum med". Kim sidder bare der og klimprer på sin guitar - og læser i øvrigt teksterne op fra en prompter (han glemte teksten i "Kringsat af Fjender"). Bevares - både han og Kjukken gjorde forsøget flere gange, f.eks. i en pænt rocket udgave af "Mig og Molly" og i en "stop and go" version af "Køb bananer", men begejstringen klingede ud, så snart nummeret er slut.
Genialt af spise- og spillestedet Kammerateriet i Svendborg, at bruge en dok lige ned til Svendborgsund som scene. Dokken skråner ned mod vandet, og scenen er bygget op i vandkanten. Og på den skrånende grund kan alle - store som små - se.
Og af hits var de der allesammen, inklusive flere af de gamle Gasolin klassikere som eksempelvis "Kvinde min" og "Rabalderstræde". Kim har så stort et bagkatalog, at det må være svært at sammensætte en koncert med både personlige- og publikum-favoritter, men blandingen var fin, nyt og gammelt materiale i en skøn blanding, lige fra numre fra Gas 2 og op til hans nyeste nummer "Ind i mørket" fra Erik Clausen-filmen "Mennesker bliver spist".
Valget af ekstranumre undrede jeg og alle der stod omkring mig dog over: Det andetsidste nummer var "Kringsat Af Fjender", publikum var helt oppe og ringe og alt kørte nærmest i højeste gear, og så slutter han med det stille, lettere anonyme nummer "Solsortevej", som ingen kender. Hvis Kim ville slutte stille, hvorfor så ikke med "Om lidt bli'r her stille" i stedet?
Kim: Jeg holder umådelig meget af din musik, og har, som skrevet, gjort det siden "dit amerikanske eventyr". Jeg mener det derfor kun kærligt, når jeg skriver, at jeg håber du kommer til at skrive fed musik i mange, mange år endnu, men når det gælder live koncerter, nærmer du dig altså pensionsalderen!