COLDPLAY: A HEAD FULL OF DREAMS TOUR

Kategori: Koncerter
06. 07. 2016
Forfatter: Stephan
Parken, København
Juli 2016
Årets koncertoplevelse. Ja, så kort kan det faktisk beskrives. Coldplay er pt. et af verdens bedste live bands og leverer hit på hit til deres koncerter.
Jeg ved ikke, om det skyldtes Coldplays lydteknikere, men nogen havde i hvert fald gjort deres arbejde ordentligt, og kun et par enkelte gange anede man lidt forvrægning fra mikrofonen. Selv Chris Martins stemme gik tydeligt igennem, når han snakkede mellem numrene.
Coldplay har på deres sidste par turneer udleveret et lysarmbånd til samtlige gæster ved indgangen. Meningen er, at lysfolkene kan styre lyset i armbåndet, hvilket giver hele lysshowet en ekstra dimension. Når koncerten går igang, og forsanger Chris Martin råber "hands up" og alle rækker deres hænder i vejret, og alle 45.000 armbånd tænder med rødt lys på en gang, ja, så kan man ikke andet end at få gåsehud. Det var imponerende.
Coldplay benytter flere scener i løbet af koncerten. Vi sad på bagtribunen, så langt væk, at man ikke kunne se musikerne på scenen (hurra for storskærme), men når gruppen så forsvinder og kort efter dukker op på en scene nærmere, ja så giver det også lige en ekstra dimension til showet. En ekstra dimension, eller blasfemi, kan man også kalde det, når Chris Martin render rundt med et stort Dannebrog i lommen det meste af koncerten, og oven i købet ender koncerten med at lægge det på gulvet, og kysse det. Jeg er ærlig talt lidt i tvil om, hvad jeg skal mene om, at han behandler Dannebrog på den måde!
Under ekstranumrene, annoncerede Chris Martin, at det var den sidste koncert på deres Europa turne, og at han derfor gerne ville invitere Lianne La Havas til en duet på scenen. Hun havde stået for opvarmningen, og var tydeligt bevæget da hende og Chris sammen sang et gammelt Prince nummer: "Sometimes It Snows in April".
Også endnu en af vores nyligt afdøde stjerner, blev hyldet tidligere i koncerten, hvor Coldplay fremførte deres egen fortolkning af David Bowies "Heroes".