LEVEL 42: SIRENS II TOUR

Kategori: Koncerter
15. 11. 2016
Forfatter: Stephan
Posten, Odense
November 2016
Lyttede du til popmusik i 80'erne? Ja. Hvad så, hvis jeg siger "Lessons in love"? Så er jeg sikker på, at du nikker, og at du allerede hører legendariske Mark Kings basgang for dit indre øre.
Han og bandet Level 42 lever i bedste velgående, og således også den aften på Posten. Med plads til lige under 1000 gæster, var det en udsolgt og vel nærmest imtim koncert, og alle oplevede vi et orkester for fuld udblæsning og absolut stadig i live. Mark King på bas, og nu med gaffa på tommelen for ikke at rive den til blods, leverede en veloplagt og spudlende optræden. Sammen med, på keyboards, Mike Lindup, er han den eneste tilbageværende fra det originale 80'er band.
Men derudover var der også en aldeles fremragende blæsertrio: Sean Freeman på sax, Dan Carpenter på trompet og Nichol Thomson, trombone. Derudover består bandet af guitarist Nathan King (ja - det er Mark's bror) og den fantastiske trommeslager Pete Ray Biggin. De syv tilsammen leverede et brag af en koncert - og med alle de kendte skrål-selv-med-sange fra 80'erne: Førnævnte "Lessons in love", "Running in the family" og "Something about you" - godt mixet med enkelte nye numre, som f.eks. den fede "Build myself a rocket".
Tak til Posten for at trække endnu et fantastisk, legendarisk og "still going strong"-band til Odense. Level 42 - det var stort!