STEP BACK TO THE 80'S

Kategori: Koncerter
20. 10. 2017
Forfatter: Stephan
Ricoh Arena, Coventry
Oktober 2017
For one night! - And one night only. Vi var begge solgt, da vi så det imponerende lineup af 80er stjerner, koncertarrangøren Showtime! havde samlet for en aften. Men kunne 80er stjernerne stadig? - skulle vi stå op i de 5 timer koncerten varede? - var der også inviteret et band, eller ville det hele bare være playback? Ubesvarede spørgsmål var der nok af.
De første svar fik vi allerede uden for arenaen før koncerten, hvor vi stod i kø med andre publikummer 40+ og alle iført "Wham T-shirt", neonfarvede skirts og/eller benvarmere samt crepet- eller bundesliga-hår. Flere svar dukkede op så snart vi blev lukket ind: Jep - stående koncert i 5 timer og med stort live band.
Og 80er stjernerne: Tjaah - nogle af dem havde holdt deres stemme bedre vedlige end andre. Fremhæves skal især Carol Decker (T-Pau), Nik Nershaw og Tony Hadley (Spandau Ballet), sidstnævnte med eget band. At høre dem var ren "back to the eighties" så det gav gåsehud. Hver gav de mellem 3 og 5 numre, og pauserne imellem var minimale. Og alt praktisk i Ricoh Arena var organiseret med engelsk præsicion, "thumbs up".
Skuffende var nok især Paul Young og Kim Wilde. Okay - de kunne stadig hoppe rundt på scenen og leverede også hit på hit - men stemme var der sgutte meget af. Også Kim havde eget band og hendes bror med på guitar, det hjalp bare ikke rigtig på hendes skrålen. Selvom der var fest, da hun gav en forrygende hyldestudgave af Dead Or Alive's "You Spin Me Round (Like a Record)".
Fælles for alle stjernerne var, at det generelt klædte de mange 80er hits, at blive iklædt "moderne" rocklyd - selv Jason Donovans SAW-hits fik et pænt løft med et par gode riffs og en bundsolid bas og tromme. Også ydmygheden klædte dem næsten alle. De aldrende kunstnere var glade for det store publikum og især Kim Wilde var både stolt og ydmyg over, at der stadig var publikum der gad hende - så en stor tak fra hende - en tak der gik helt tilbage til alle os, der købte hendes lp-plader i 80erne.
Vi hørte også: Cutting Crew ("I Just Died in Your Arms") og Go West ("We Close Our Eyes" og "King of Wishful Thinking")