Om os

Dette er vores private hjemmeside. Den tager udgangspunkt i det liv vi lever sammen nu, efter at vi mødte hinanden for nogle år siden, i en voksen alder. Her har du mulighed for at læse om os, vores liv sammen og om vores interesser.

En af dem er musik. Vi elsker musik! Meget forskellig musik! Udøvende var Stephan mest aktiv i 80'erne med eget mobildiskotek, og som vært på den lokale nærradio. Michala har i en lang årrække været aktiv korsanger, så musik i mange former fylder bare meget i vores liv sammen. Og så elsker vi også begge at tage til koncerter, både her i landet, men i nogle tilfælde også i udlandet. Og her er alle genrer præsenteret, lige fra klam 80'er pop til de nye danske navne og klassisk musik. Hver gang vi har været i byen og nyde musikken "live", skriver Stephan her lidt om, hvad vi har syntes om oplevelsen.

En anden stor interesse er mad og madlavning. Vi er begge nogle rigtige "madgrise". Vi foretrækker hjemmelavet mad, og elsker at være i køkkenet sammen, og lave mad fra bunden af. Så ved vi, hvad vi putter i munden, og samtidig har vi det sjovt og hyggeligt. På disse sider deler vi vores favoritopskrifter med dig. Ketchup, pesto og meget andet, er mad der er nemt at lave selv fra bunden, og som i mange tilfælde smager bedre og af mere end de tilsvarende færdige produkter - og så ved du, hvad der er puttet i!

Og apropos mad. Så fortæller vi også om en anden stor interesse: Den græske ø Kreta og kretentisk madlavning. Det kretentiske køkken er ikke specielt udbredt i de nordiske lande, og det er synd af flere grunde. For verden rundt betegnes det kretentiske køkken, som i øvrigt er verdens ældste, som noget af det sundeste der findes overhovedet. Vi fortæller om det kretentiske køkkens fortræffeligheder, og har også samlet og selv komponeret en del opskrifter på kretentisk mad.

Den gode historie

Kategori Om os
Skrevet af: Stephan

Historien i flere af dens betydninger har altid interesseret mig. Det kan være historien, den gode fortælling - og det kan være historien, de begivenheder der har fundet sted, siden dengang…

Allerede i min tidlige skolegang, var jeg levende interesseret i at fortælle historier. Af en tidlig dansklærerinde blev jeg, i al beskedenhed, kaldt ”den nye Ole Lund Kirkegaard”, og lektierne blev altid klaret i en fart, når bare den stod på danske stile eller andre forme for fortællinger.

Senere blev både historie og oldtidskundskab nogle af mine yndlingsfag. På gymnasiet ikke mindst takket være min oldtidslærer, som også tog klassen med en tur til den evige stad, Rom, for at vi der, med egne øjne, kunne opleve byens store kulturhistoriske arv, der blandt andet omfatter store arkæologiske og kunsthistoriske skatte. Også oldtidens Grækenland interesserede mig, og selvom jeg med stor interesse læste Homer, så var det først som voksen, og med mine hyppige ferier på Kreta i det græske øhav, at jeg for alvor fik øjnene op for den græske oldtid, som beviseligt, og af de fleste historikere, regnes som den vigtigste grundlæggende kultur for vores vestlige civilisation. Interessant er det vel også, at Romerriget og dets opblomstring i århundrederne omkring Kristi fødsel, først og fremmest skyldes den kulturarv, som Romerne fik fra oldtidens Grækenland.

De mange sagn, myter og fortællinger, der er overleveret fra den tid, finder jeg interessante. Hvad skete der egentlig den gang i antikkens Grækenland? Eller hvad skete der egentlig i nutidens Israel for lidt over 2000 år siden. Blev der virkelig født et barn, som havde evner vi slet ikke kan forstå den dag i dag, eller er det alt sammen bare den tids gode historier? Vi ved det ikke, og vil formentlig heller aldrig finde ud af det. Men det er en fascinerende videnskab – synes jeg …

For nylig er jeg blevet bekendt med den form for skønlitteratur, som populært kaldes faktion. Den amerikanske forfatter Dan Brown, med hans bøger i faktion-genren, og med hyppig brug af kryptografi, nøgler og koder som vigtige elementer, har virkelig fascineret mig som læser. Dan Brown’s sammenblanding af fiktion og fakta finder jeg unik, ikke mindst fordi hans research, indeholder så mange elementer, at man som læser, sommetider må spørge sig selv: Hvad er fiktion, og hvad er fakta? Faktisk har han inspireret mig så meget, at jeg går med en lille drøm om, selv - en dag - at skrive en bog i genren.

I løbet af 2016 skete der noget. Ud af det blå kom plottet til mig. Inspirationen var der, jeg havde tiden og dermed overskuddet, og i løbet af de følgende måneder var romanen skrevet i sin første rå form. Så tog jeg på forfatterkursus, og blev klogere. 2017 er startet med, at min roman er kommet ind i "fase 2", hvor den skal skrives forfra, og i den form, som man skriver ungdomsbøger i. Bagsideteksten lyder foreløbig således:

Milo og labyrinternes hemmelighed

19-årige Milo bor alene sammen med hans mor. Forholdet mellem dem er ikke længere så fantastisk. Han drømmer om at tjene penge nok til at flytte hjemmefra, men efter endt skolegang, har han svært ved at finde et job. En dag kommer der en invitation fra en veninde på den græske ø, Kreta. Kom herned. Her er arbejde. Men tør Milo tage chancen, sige farvel til Danmark, og starte et helt nyt liv på Kreta?

Næste morgen vågnede Milo ved, at Sophie var krøbet ind under hans dyne og nu lå og aede ham i ansigtet. Han fik fremstammet et godmorgen, som hun besvarede med et af hendes sædvanlige, dejlige våde kys, som han efterhånden havde vænnet sig til. Milo fortalte hende om episoden fra aftenen før, så også hun blev nysgerrig og gik over for at kigge nærmere på stengulvet. Hun bankede med knoerne på gulvet. Det lød hult, og på en anden måde, end på resten af gulvet. De to venner kiggede som forstenet på hinanden et øjeblik, indtil Milo sagde de ord de begge tænkte:
- Der er et rum under gulvet. Præcis på det sted, hvor der har stået et møbel siden Evans tid. ”

Milo og labyrinternes hemmelighed er fortællingen om kokke eleven Milo og hans to venners eventyr i det græske øhav. Sammen kommer de på en hæsblændende jagt for at være de første, der finder det forsvundne sagnrige Atlantis. Undervejs møder Milo den kretensiske - og katolske - pige Sophie, som han forelsker sig i. Men vil det lykkes Milo, i et kapløb med tiden, at overvinde de udfordringer han møder, og dels afsløre labyrinternes hemmelighed dels finde kærligheden?

Spændende, ikk? Det synes jeg i hvert fald!