Paximadia (Mandelsmåkager)

Dette er den græske version af den klassiske italienske cantuccini eller biscotti. Dobbeltbagt og med en fantastisk smag.
- 1 kop mandler (med skal)
- 3/4 kop olivenolie
- 1 kop rørsukker
- 1 tsk vanillesukker
- 1 kop friskpresset appelsinjuice
- 1/2 tsk natron
- 4 kopper hvedemel
- 3 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- 1/2 kop sesamfrø
- Varm ovnen op til 180 gr.
- Rist mandlerne på en tør pande til de tager farve. Hak dem groft.
- Bland olivenolie, sukker, vanillesukker og halvdelen af appelsinjuicen i en mixer.
- Pisk den anden halvdel af appelsinjuicen og natron sammen i en skål (blandingen bruser op!). Hæld det ned i olie/appelsin-blandingen. Bland det hele.
- Bland mel, bagepulver og salt sammen, og hæld det ned til de våde ingredienser. Mix det hele godt sammen. Tilsæt de hakkede mandler og mix igen.
- Del dejen i to. Kom godt med mel på bordet og rul dejen ud i to pølser. Arbejd lige nøjagtigt så meget mel ind i dejen, at den ikke længere klistrer. Pølserne skal være omkring 1 cm tykke og 30 cm lange. Læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Drys sesamfrø på dejpølserne og tryk dem lidt flade med et par fingre.
- Bag i 1/2 time midt i eller nederst i ovnen (pas på de ikke bliver for mørke).
- Tag dem ud af ovnen. Skru ned til 150 gr.
- Lad kagepølserne køle i 10 minutter. Skær dem derefter ud i skiver af omkring 1 cm tykkelse. Læg dem tilbage på bagepladen på siden.
- Bag kagerne i omkring 20 minutter (pas igen på de ikke bliver for mørke).