Toscana og Cinque Terre 2012

Norditalien rundt på 12 dage i en lejet Fiat

Skotland 2019

Roadtrip Skotland rundt på 5 dage i en Jaguar XF

Kreta 2017

3 generationer på ferie sammen

Barclaycard Arena, Hamborg
Januar 2018
The Sun Always Shines on T.V., The Living Daylights, Stay on These Roads og ikke mindst Take On Me. Og a-ha fra Norge er "still going strong". Vi fik dem alle på deres "An acoustic evening with a-ha"-tour, og vi var begejstrede. Meget begejstrede. Hvad enten den helt fantastiske lyd skyldes Barclaycard Arena generelt, eller a-ha's norske lydmand, så var den intet mindre end perfekt med sprød, sprød lyd fra både mikrofoner og instrumenter. Alle instrumenter kunne skelnes skarpt fra hinanden og alt stod helt fremme i forreste række i det samlede lydbillede. Og så var der Morten Harket. Denne, helt unikke stemme, der stadig lyder lige så fantastisk, som tilbage i 80erne. Dybt koncentreret sad han og fremførte det ene sikre hit efter det andet, så man fik gåsehud. Udover Morten, så var de to andre a-ha'ere: Magne og Pål, også fantastisk godt akkompagneret af et pænt stort band, med bla. en lille strygergruppe.
Ricoh Arena, Coventry
Oktober 2017
For one night! - And one night only. Vi var begge solgt, da vi så det imponerende lineup af 80er stjerner, koncertarrangøren Showtime! havde samlet for en aften. Men kunne 80er stjernerne stadig? - skulle vi stå op i de 5 timer koncerten varede? - var der også inviteret et band, eller ville det hele bare være playback? Ubesvarede spørgsmål var der nok af.
De første svar fik vi allerede uden for arenaen før koncerten, hvor vi stod i kø med andre publikummer 40+ og alle iført "Wham T-shirt", neonfarvede skirts og/eller benvarmere samt crepet- eller bundesliga-hår. Flere svar dukkede op så snart vi blev lukket ind: Jep - stående koncert i 5 timer og med stort live band.
Og 80er stjernerne: Tjaah - nogle af dem havde holdt deres stemme bedre vedlige end andre. Fremhæves skal især Carol Decker (T-Pau), Nik Nershaw og Tony Hadley (Spandau Ballet), sidstnævnte med eget band. At høre dem var ren "back to the eighties" så det gav gåsehud. Hver gav de mellem 3 og 5 numre, og pauserne imellem var minimale. Og alt praktisk i Ricoh Arena var organiseret med engelsk præsicion, "thumbs up".
Skuffende var nok især Paul Young og Kim Wilde. Okay - de kunne stadig hoppe rundt på scenen og leverede også hit på hit - men stemme var der sgutte meget af. Også Kim havde eget band og hendes bror med på guitar, det hjalp bare ikke rigtig på hendes skrålen. Selvom der var fest, da hun gav en forrygende hyldestudgave af Dead Or Alive's "You Spin Me Round (Like a Record)".
Fælles for alle stjernerne var, at det generelt klædte de mange 80er hits, at blive iklædt "moderne" rocklyd - selv Jason Donovans SAW-hits fik et pænt løft med et par gode riffs og en bundsolid bas og tromme. Også ydmygheden klædte dem næsten alle. De aldrende kunstnere var glade for det store publikum og især Kim Wilde var både stolt og ydmyg over, at der stadig var publikum der gad hende - så en stor tak fra hende - en tak der gik helt tilbage til alle os, der købte hendes lp-plader i 80erne.
Vi hørte også: Cutting Crew ("I Just Died in Your Arms") og Go West ("We Close Our Eyes" og "King of Wishful Thinking")
Hindsgavl, Middelfart
August 2017
Det var den aften, hvor "Africa" kom lidt tættere på Middelfart. Det havde regnet det meste af dagen, men da Toto først gik på scenen, og begyndte at spille "Rain or shine - Any kind of weather" trak regnvejrsskyerne væk, og det blev en dejlig augustaften og slotskoncert på Hindsgavl slot.
Toto har jeg kendt siden sidst 70erne. Der var jeg teenager, og husker specielt to numre fra min tid i ungdomsklubben: "Oh Susie" med Secret Service og så "Hold the Line" med Toto. Videre op i 80erne var jeg ret vild med mange af deres andre store hits: "Rosanna", "Pamela", "I'll Be Over You", og vi fik dem allesammen.
På trods af det (store) antal koncerter Toto efterhånden må have spillet, blev det aldrig kedeligt. Og på trods af gruppens superstatus, tager de aldrig dem selv mere højtideligt, end at der er plads til en joke eller to. Som da frontmand Steve Lukather spøgte med, at han ofte blev spurgt, om han brugte paryk. Svaret var, at "hvem ville frivilligt gå med en så åndsvagt udseende paryk"!
Udover Lukather er det kun Steve Porcaro og David Paich, der har været med siden starten i 70erne - og kun Lukather, der har spillet med i alle årene! Men i et godt timet pusterum cirka i midten af den to timer lange koncert, fik vi også små smagsprøver på, hvad noglr af de andre medlemmer har lavet ved siden af Toto. Jeg vidste f.eks. ikke, at Steve Porcaro har skrevet "Human Nature" til Michael Jackson, at forsanger Joseph Williams er søn af den berømte filmkomponist John Williams (vi fik en smagsprøve af Jaws temaet) og at samme Joseph sang den originale "Hakuna Matata" fra Løvernes Konge.
Koncerten sluttede med "Africa" i en forrygende version, hvor alle otte erfarne og fantastiske musikere gav alt hvad de havde i sig, også Lenny Castro, der på percussion fik mellemspillet til at lyde som om vi rent faktisk var i Afrika.
Ziggo Dome, Amsterdam
Maj 2017
Ja, jeg ved det godt. Skrev i 2010 min første Depeche Mode koncert anmeldelse, hvori jeg blandt andet påstod, at det nok var for "første (og formentlig eneste) gang" jeg skulle til DM koncert. Men man har et standpunkt til man tager et nyt, og fruen er jo stadig fan!
Vi ledte efter et sted (i vores nabolande), hvor der var plads til bare lidt færre end Parkens 50.000 tilskuere. Og det fandt vi i Holland, for Amsterdams største spillested, Ziggo Dome, har en tilskuerkapacitet på "kun" omkring 17000. Og vi kom ikke til at fortryde valget.
Fantastisk lyd (ja - intet mindre) med dunkende bas og krystalklar sang var bare en af de ting vi var specielt glade for. Man kan godt mærke, at Ziggo Dome er nyere dato og at hollænderne generelt bare har styr på det med at organisere.
DM havde på forhånd annonceret, at de ikke ville spille de allerældste numre. Det ville så sige, at jeg endnu engang ikke fik lov til at skråle med på "Just can't get enough", som ellers er et af de hits jeg aldrig vil glemme fra 80erne. Mange af arrangementernes intro var skrevet om til denne turné - det gav et par sjove gæt undervejs.

Dave, Martin og Andy - og deres to faste musikere på scenen: Peter Gordeno og Christian Eigner - leverede en koncert med en rutine og sikkerhed som altid. Ingen overraskelser - måske bortset fra David Bowie kopi nummeret "Heroes".Og så lyden: Enten har DM en fantastisk lydmand, eller også er Ziggo Dome bare bygget til koncerter, eller begge dele, i hvert fald var lyden rigtig flot, dynamisk, og med en klang og renhed man sjældent oplever til (så stor) en koncert.
DM havde valgt ikke at have storskærme med til Ziggo Dome, men benyttede i stedet en stor bagskærm, som, afhængig af musikken, leverede videoer, kamera eller grafik. Det var faktisk en lettelse, at man kunne koncentrere sig om indholdet på bagskærmen i stedet. Billederne understøttede på bedste måde sangene med både grafiske elementer (ja, nogle endda helt i Pink Floyd The Wall-stil) andre med musikvideoer af den mest originale slags.