Toscana og Cinque Terre 2012

Norditalien rundt på 12 dage i en lejet Fiat

Skotland 2019

Roadtrip Skotland rundt på 5 dage i en Jaguar XF

Kreta 2017

3 generationer på ferie sammen

Ziggo Dome, Amsterdam
Maj 2017
Ja, jeg ved det godt. Skrev i 2010 min første Depeche Mode koncert anmeldelse, hvori jeg blandt andet påstod, at det nok var for "første (og formentlig eneste) gang" jeg skulle til DM koncert. Men man har et standpunkt til man tager et nyt, og fruen er jo stadig fan!
Vi ledte efter et sted (i vores nabolande), hvor der var plads til bare lidt færre end Parkens 50.000 tilskuere. Og det fandt vi i Holland, for Amsterdams største spillested, Ziggo Dome, har en tilskuerkapacitet på "kun" omkring 17000. Og vi kom ikke til at fortryde valget.
Fantastisk lyd (ja - intet mindre) med dunkende bas og krystalklar sang var bare en af de ting vi var specielt glade for. Man kan godt mærke, at Ziggo Dome er nyere dato og at hollænderne generelt bare har styr på det med at organisere.
DM havde på forhånd annonceret, at de ikke ville spille de allerældste numre. Det ville så sige, at jeg endnu engang ikke fik lov til at skråle med på "Just can't get enough", som ellers er et af de hits jeg aldrig vil glemme fra 80erne. Mange af arrangementernes intro var skrevet om til denne turné - det gav et par sjove gæt undervejs.

Dave, Martin og Andy - og deres to faste musikere på scenen: Peter Gordeno og Christian Eigner - leverede en koncert med en rutine og sikkerhed som altid. Ingen overraskelser - måske bortset fra David Bowie kopi nummeret "Heroes".Og så lyden: Enten har DM en fantastisk lydmand, eller også er Ziggo Dome bare bygget til koncerter, eller begge dele, i hvert fald var lyden rigtig flot, dynamisk, og med en klang og renhed man sjældent oplever til (så stor) en koncert.
DM havde valgt ikke at have storskærme med til Ziggo Dome, men benyttede i stedet en stor bagskærm, som, afhængig af musikken, leverede videoer, kamera eller grafik. Det var faktisk en lettelse, at man kunne koncentrere sig om indholdet på bagskærmen i stedet. Billederne understøttede på bedste måde sangene med både grafiske elementer (ja, nogle endda helt i Pink Floyd The Wall-stil) andre med musikvideoer af den mest originale slags.

Posten, Odense
November 2016
Lyttede du til popmusik i 80'erne? Ja. Hvad så, hvis jeg siger "Lessons in love"? Så er jeg sikker på, at du nikker, og at du allerede hører legendariske Mark Kings basgang for dit indre øre.
Han og bandet Level 42 lever i bedste velgående, og således også den aften på Posten. Med plads til lige under 1000 gæster, var det en udsolgt og vel nærmest imtim koncert, og alle oplevede vi et orkester for fuld udblæsning og absolut stadig i live. Mark King på bas, og nu med gaffa på tommelen for ikke at rive den til blods, leverede en veloplagt og spudlende optræden. Sammen med, på keyboards, Mike Lindup, er han den eneste tilbageværende fra det originale 80'er band.
Men derudover var der også en aldeles fremragende blæsertrio: Sean Freeman på sax, Dan Carpenter på trompet og Nichol Thomson, trombone. Derudover består bandet af guitarist Nathan King (ja - det er Mark's bror) og den fantastiske trommeslager Pete Ray Biggin. De syv tilsammen leverede et brag af en koncert - og med alle de kendte skrål-selv-med-sange fra 80'erne: Førnævnte "Lessons in love", "Running in the family" og "Something about you" - godt mixet med enkelte nye numre, som f.eks. den fede "Build myself a rocket".
Tak til Posten for at trække endnu et fantastisk, legendarisk og "still going strong"-band til Odense. Level 42 - det var stort!
Parken, København
Juli 2016
Årets koncertoplevelse. Ja, så kort kan det faktisk beskrives. Coldplay er pt. et af verdens bedste live bands og leverer hit på hit til deres koncerter.
Jeg ved ikke, om det skyldtes Coldplays lydteknikere, men nogen havde i hvert fald gjort deres arbejde ordentligt, og kun et par enkelte gange anede man lidt forvrægning fra mikrofonen. Selv Chris Martins stemme gik tydeligt igennem, når han snakkede mellem numrene.
Coldplay har på deres sidste par turneer udleveret et lysarmbånd til samtlige gæster ved indgangen. Meningen er, at lysfolkene kan styre lyset i armbåndet, hvilket giver hele lysshowet en ekstra dimension. Når koncerten går igang, og forsanger Chris Martin råber "hands up" og alle rækker deres hænder i vejret, og alle 45.000 armbånd tænder med rødt lys på en gang, ja, så kan man ikke andet end at få gåsehud. Det var imponerende.
Coldplay benytter flere scener i løbet af koncerten. Vi sad på bagtribunen, så langt væk, at man ikke kunne se musikerne på scenen (hurra for storskærme), men når gruppen så forsvinder og kort efter dukker op på en scene nærmere, ja så giver det også lige en ekstra dimension til showet. En ekstra dimension, eller blasfemi, kan man også kalde det, når Chris Martin render rundt med et stort Dannebrog i lommen det meste af koncerten, og oven i købet ender koncerten med at lægge det på gulvet, og kysse det. Jeg er ærlig talt lidt i tvil om, hvad jeg skal mene om, at han behandler Dannebrog på den måde!
Under ekstranumrene, annoncerede Chris Martin, at det var den sidste koncert på deres Europa turne, og at han derfor gerne ville invitere Lianne La Havas til en duet på scenen. Hun havde stået for opvarmningen, og var tydeligt bevæget da hende og Chris sammen sang et gammelt Prince nummer: "Sometimes It Snows in April".
Også endnu en af vores nyligt afdøde stjerner, blev hyldet tidligere i koncerten, hvor Coldplay fremførte deres egen fortolkning af David Bowies "Heroes".
Godset, Kolding
Februar 2016
Hvis du er 50 - eller deromkring - så er der vist ingen fare for, at du ikke kender Dodo & the Dodo's. 80'er hits som "Vågner I Natten", "Gi’ Mig Hvad Du Har" og "Sømand Af Verden" er danske klassikere, som vi alle kan synge med på.
Dodo & the Dodo's eksisterer i bedste velgående - og har gjort det siden dengang! De har så mange 80'er klassikere på programmet, at det nemt kan fylde en hel koncert, selvom der også sneg sig et par af deres nyere sange ind, som f.eks. den søde "Afbrudt samleje" der handler om, hvor svært det kan være at finde tid og ro til at nyde hinanden i en travl hverdag med "Alarmen, avisen og børnene der hopper og e-mails og hunden og katten der mobber".
Selvom både hr. og fru Dodo er blevet lidt rundere med årene, og derfor springer knap så meget rundt på scenen som tidligere, så har de - og resten af bandet - stadig - masser af spilleglæde og lyst til at optræde. Også selvom fru Dodo halvvejs inde i koncerten er nødt til at smide jakken, og kommer i tanke om, at hun har glemt at barbere sig under armene. Det kunne nemt være endt i ren "Nina Forsberg og One Two" - men gav vild jubel fra salen, og ja... de er sgu bare mennesker ligesom alle os andre. Skønt! Både hr. Ruds og fru Gads stemmer er - på trods af alderen - stadig fuldt intakte, selvom vi godt kan more os over, at Dodo må puste ud, efter at have taget "det høje c" i "Lev Livet Nu".
De originale medlemmer fra bandet: Steen Christiansen på guitar, Anders Valbro på guitar, Lars Thorup på trommer, og de to ekstra live medlemmer: Thomas Fog på bas og Søren Skov på keyboards, skal også have masser af ros. Man kan godt mærke, at de har spillet sammen i en årrække, og at numrene er "deres".
Før ekstranumrene kommer Lars Thorup ind og spørger os publikum, om vi har lyst til at se ham smadre et sæt trommestikker. Det har vi - også da han spørger for anden og tredje gang! og så præsterer han ellers en trommesolo, som man skal lede længe efter. Hold da kæft hvor var det fede 10 minutter - tak og respekt hr. Thorup!
Boxen, Herning
Oktober 2015
De fleste har hørt om Take That... enten fra dengang i 90'erne, hvor de var tidens hotteste boyband - "Back for Good" var et af det årtis største ørehængere, og hvem husker ikke det legendariske "Most Wanted" på MTV, hvor gruppen var gæster hos Ray Cokes en hel aften, og hvor teksten i nummeret Pray blev ændret fra "All I do each night is pray" til "What we watch each night is Ray". Eller fra de sidste år, hvor gruppen er genopstået som voksen band - og nu som trio uden Robbie (Williams) og Jason (Orange).
Det blev et af de (formentlig) største live shows på dansk grund ever. Et spektakulært show, der i øvrigt startede præcis på sekundet, med en kæmpe scene, der hele vejen fra start til slut imponerede. Lige fra introen, hvor danserne leverede en historie med sælgere og en gøgler der forsøgte at bygge en væltepeter (den dybere mening udeblev... i hvert fald hos undertegnede), til den levende ild, det kinesiske skyggespil, og til da scenen blev forvandlet til et kæmpestort akvarium.
På trods af det imponerende sceneshow, overskyggede det aldrig musikken. Alle de kendte hits, både fra dengang og nu, blev leveret sikkert og rutineret (og overkoreograferet) af i front: Trio'en Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald, samt det 6 mand store band og de 10 dansere. Lyden i Boxen er helt OK, også denne aften, hvor bl.a. bassen gik "rent ind". Synd, at der i et par af numrene var noget der mindede lidt om forvrængning (anede man en bekymret mine hos hr. perfektionist Barlow?). Musikarrangementerne var flotte, og de "gamle" 90'er numre fik nyt liv i de nye lettere rockede arrangementer. Fedt, at de tre (gamle) drenge havde bevaret dansetrinene fra dengang - godt nok i en light-udgave!